The Federalist Papers: personer, tidslinje og steder

Publius opfordrer New Yorks borgere til at bedømme den foreslåede forfatning fornuftigt og erklærer sin støtte til dens vedtagelse.

Jay hævder, at en samlet national regering mindsker de legitime årsager til krig med andre lande.

Hamilton advarer om, at ambitioner, handelsrivalisering og personlige motiver kan føre de adskilte stater ud i konflikt.

Madison fremstiller repræsentation og en stor union som værn mod flertallets undertrykkelse.

Hamilton udpeger afhængigheden af, at staterne adlyder, som konføderationens grundlæggende svaghed.

Publius bruger De Forenede Nederlande til at vise, hvordan suveræne provinser svækker deres fælles regering.

Publius hævder, at nationale opgaver kræver tilstrækkelige beføjelser, især til uforudsigelige forsvarsbehov.

Hamilton forsvarer national regulering af militsen, samtidig med at staterne bevarer retten til at udnævne officerer.

Hamilton hævder, at staterne bevarer selvstændig beskatningsret, bortset fra begrænsninger vedrørende import og eksport.

Madison forklarer konventets vanskeligheder med at afveje en effektiv regering, republikansk frihed og modstridende interesser.

Madison fremstiller den foreslåede forfatning som republikansk og som en kombination af nationale og føderale træk.

Madison forsvarer føderale beføjelser inden for udenrigsforhold og handel mellem staterne som løsninger på konføderationens svagheder.

Madison hævder, at folkelig tilknytning, staternes indflydelse og en bevæbnet milits kan modstå føderale indgreb.

Madison forklarer, hvordan interne kontrolmekanismer og delt myndighed beskytter mod magtkoncentration og uretfærdige flertal.

Madison forsvarer kompromiset om at medregne slavegjorte personer som tre femtedele ved fordelingen af repræsentanter og direkte skatter.

Publius forsvarer Kongressens kontrol med valgreglerne som et værn mod, at staterne forhindrer føderale valg.

Madison forsvarer Senatets udvælgelse, staternes lige repræsentation og stabilitet som kontrol med lovgivningen.

Hamilton forsvarer midlertidige præsidentvalgmænd som værn mod korruption, udenlandsk indflydelse og uorden.

Publius hævder, at én enkelt leder fremmer handlekraft og gør ansvaret for embedsmisbrug tydeligt.

Hamilton forsvarer præsidentens ret til at indstille kandidater med Senatets godkendelse som en måde at forene ansvar med kontrol af uegnede udnævnelser.

Hamilton hævder, at uafhængige dommere skal tilsidesætte love, der strider mod forfatningen.

Publius hævder, at forfatningens tavshed om nævningeting i civile sager ikke afskaffer dem.

Hamilton hævder, at de eksisterende forfatningsmæssige garantier gør en særskilt rettighedserklæring unødvendig og potentielt farlig.

Hamilton opfordrer til vedtagelse trods mangler og hævder, at det bliver lettere at gennemføre ændringer bagefter.