Engang ved midnat, mørk og trist, mens jeg grublede, mat og træt,over mange sære og sælsomme bind med glemt visdom,mens jeg nikkede, næsten døsig, lød der pludselig en banken,som om nogen ganske sagte bankede, bankede på min kammersdør.»Det er en besøgende,« mumlede jeg, »der banker på min kammersdør—kun det, og intet mere.«
Ak, tydeligt husker jeg, det var i den barske december,og hver en døende glød tegnede sit spøgelse på gulvet.Jeg længtes efter morgendagen; forgæves havde jeg søgt at hentelindring for min sorg i bøgerne—sorgen over den tabte Lenore—den sjældne og strålende mø, som englene kalder Lenore—her uden navn for evigt.
Og hver purpurfarvet gardins silkebløde, sørgmodige, usikre raslenskælvede i mig—fyldte mig med rædsler, aldrig før følt;så jeg nu, for at dæmpe mit hjertes banken, stod og gentog:»Det er en besøgende, der bønfalder om adgang til mit kammer—en sen besøgende, der bønfalder om adgang til mit kammer;—det er det, og intet mere.«
Snart blev min sjæl stærkere; jeg tøvede ikke længere,»Herre,« sagde jeg, »eller frue, jeg beder Dem inderligt om tilgivelse;men sandheden er, at jeg blundede, og De bankede så sagte,og De bankede så svagt, bankede på min kammersdør,at jeg knap var sikker på, jeg hørte Dem«—her åbnede jeg døren på vid gab:——mørke dér og intet mere.
Dybt ind i mørket stirrede jeg længe, stod der og undredes, frygtede,tvivlede, drømte drømme, som intet dødeligt før havde vovet at drømme;men stilheden blev ikke brudt, og mørket gav intet tegn,og det eneste ord, der lød, var det hviskede ord: »Lenore!«Dette hviskede jeg, og et ekko mumlede ordet tilbage: »Lenore!«kun dette, og intet mere.
Tilbage i kammeret vendte jeg, med hele min sjæl i brand,og snart hørte jeg igen en banken, noget højere end før.»Ganske vist,« sagde jeg, »ganske vist er der noget ved mit vindues gitter;lad mig da se, hvad der er dér, og udforske dette mysterium—lad mit hjerte falde til ro et øjeblik, og lad mig udforske mysteriet;—det er vinden og intet mere!«
Jeg flåede skodden op, da der, med megen basken og flaksen,trådte en statelig ravn ind, fra de hellige dage fordum;den gjorde ikke den mindste buk; den standsede ikke et øjeblik;men med en herres eller dames mine satte den sig over min kammersdør—satte sig på en buste af Pallas, lige over min kammersdør—satte sig, blev siddende, og intet mere.
Så fik denne ibenholts sorte fugl min sørgmodige fantasi til at smile,ved den alvorlige og strenge værdighed i dens ansigtsudtryk,»Skønt din kam er stumpt skåret og barberet,« sagde jeg, »er du vist ingen kryster,uhyggelige, dystre og ældgamle ravn, der vandrer fra Nattens kyst—sig mig, hvad dit høje navn er på Nattens plutoniske kyst!«Sagde ravnen: »Aldrig mere.«
Jeg undredes meget over at høre denne klodsede fugl tale så tydeligt,skønt svaret kun rummede ringe mening—kun ringe relevans;for vi må jo indrømme, at intet levende menneskeendnu har haft den lykke at se en fugl over sin kammersdør—en fugl eller et dyr på den skulpturelle buste over sin kammersdør,med et navn som »Aldrig mere«.
Men ravnen, der sad alene på den fredfyldte buste, talte kundette ene ord, som om den i dette ene ord udtømte sin sjæl.Intet mere sagde den—ikke en fjer bevægede den—indtil jeg knap nok mumlede: »Andre venner er draget bort før—i morgen vil den forlade mig, som mine håb er draget bort før.«Da sagde fuglen: »Aldrig mere.«
Forskrækket over stilheden, brudt af et svar så træffende sagt,»Utvivlsomt,« sagde jeg, »er det eneste, den kan sige, dens hele forråd og skat,Fanget fra en ulykkelig herre, som den ubarmhjertige Ulykkefulgte hurtigt og stadig hurtigere, til hans sange bar én eneste klage —til hans Håbs klagesange bar denne sørgmodige klage,om »Aldrig — aldrig mere.««
Men ravnen blev ved at lokke min bedrøvede sjæl til at smile,og jeg trak straks et polstret sæde hen foran fuglen og barmen og døren;Så, sunket ned i fløjlet, gav jeg mig til at kædefantasi til fantasi, mens jeg tænkte på, hvad denne ildevarslende fugl fra fordums tid —hvad denne dystre, klodsede, rædselsvækkende, magre og ildevarslende fugl fra fordums tidmente med sit hæse »Aldrig mere.«
Sådan sad jeg optaget af at gætte, men uden at ytre en stavelsetil fuglen, hvis brændende øjne nu skar sig ind i mit hjertes inderste;Dette og mere grublede jeg over, med hovedet mageligt hvilendepå pudens fløjlsfoer, som lampelyset dvælede ved,men hvis violette fløjlsfoer, som lampelyset dvælede ved,hun aldrig mere skal trykke!
Da syntes luften mig at blive tættere, parfumeret af et uset røgelseskar,svinget af engle, hvis sagte fodtrin klirrede på det tæppebelagte gulv.»Elendige,« råbte jeg, »din Gud har skænket dig — gennem disse engle har han sendt dig —hvile, hvile og nepenthe for dine minder om Lenore;drik, åh, drik denne milde nepenthe, og glem den tabte Lenore!«Sagde ravnen: »Aldrig mere.«
»Profet!« sagde jeg, »ondskabens væsen! — stadig profet, hvad enten fugl eller djævel! —Hvad enten Fristeren sendte dig, eller stormen slyngede dig hertil på stranden,ensom, men dog frygtløs, på dette fortryllede øde land —i dette hjem, som Rædslen hjemsøger — sig mig sandheden, jeg beder dig —findes der balsam i Gilead? — sig mig — sig mig, jeg beder dig!«Sagde ravnen: »Aldrig mere.«
»Profet!« sagde jeg, »ondskabens væsen — stadig profet, hvad enten fugl eller djævel!«Ved den Himmel, der hvælver sig over os — ved den Gud, vi begge tilbeder —sig denne sorgtyngede sjæl, om den i det fjerne Edenskal favne en helliggjort mø, som englene kalder Lenore —favne en sjælden og strålende mø, som englene kalder Lenore.«Sagde ravnen: »Aldrig mere.«
»Lad dette ord være vort afskedstegn, fugl eller djævel!« skreg jeg og sprang op —»Vend tilbage til stormen og Nattens plutoniske kyst!Efterlad ikke en sort fjer som tegn på den løgn, din sjæl har talt!Lad min ensomhed være ubrudt! — forlad barmen over min dør!Tag dit næb ud af mit hjerte, og fjern din skikkelse fra min dør!«Sagde ravnen: »Aldrig mere.«
Og ravnen, som aldrig flyver bort, sidder stadig, sidder stadigpå Pallas’ blege buste lige over døren til mit kammer;og dens øjne ser ganske ud som en drømmedæmons,og lampelyset, der strømmer over den, kaster dens skygge på gulvet;og min sjæl skal aldrig løftes ud af den skygge,der ligger svævende på gulvet — aldrig mere!
Hvad det betyder, linje for linje
Linje 1 til 18: Taleren mindes en decembernat ved midnat, hvor han læste for at undslippe sorgen over Lenore. Banken afbryder hans døsighed, mens gløderne, der er ved at dø ud, og de lilla gardiner, der bevæger sig, får rummet til at virke truende. Hans gentagne forsikringer om, at der står en gæst udenfor, viser, at han forsøger at dæmpe sin frygt frem for at føle sig virkelig tryg.
Linje 19 til 36: Da han åbner døren, ser han kun mørke. Fortælleren hvisker Lenores navn og hører det give genlyd, så den uforklarlige forstyrrelse forbindes med hans tab. Da der igen bankes ved vinduet, kommer han med endnu en jordnær forklaring: vinden. Hans gentagne forsøg på at forklare lydene står i kontrast til hans voksende følelsesmæssige uro.
Linje 37 til 54: En ravn kommer ind gennem skodden og sætter sig på en buste af Pallas over døren. Dens højtidelige, myndige væsen morer taleren et øjeblik. Da den siger »Aldrig mere«, opfatter han først ordet som et usandsynligt navn. Fuglens menneskelignende værdighed og uventede tale forvandler et mærkeligt besøg til et dybere mysterium.
Linje 55 til 78: Ravnens gentagne ord synes at besvare talerens frygt for at blive forladt. Han ræsonnerer sig frem til, at den har lært ordet af en ulykkelig ejer, men sætter sig alligevel for at lede efter en skjult betydning. Den violette fløjlspude får ham til at tænke på Lenore. Hans forsøg på at fortolke fuglen bliver endnu en måde at dvæle ved hendes fravær på.
Linje 79 til 96: Taleren forestiller sig engletrin og en duftende luft og håber et øjeblik på at blive fri for minderne. Derefter kalder han ravnen en profet og spørger, om han kan blive helbredt og genforenet med Lenore i himlen. Hvert identiske svar virker mere knusende, fordi hans spørgsmål bliver stadig mere påtrængende. Fuglens uforanderlige svar får betydning gennem de håb, han knytter til det.
Linje 97 til 108: Rasende befaler taleren ravnen at gå og kalder dens budskab for en løgn. Fuglen bliver dog siddende, og det sidste billede viser hans sjæl under dens skygge. Skiftet fra at mindes et besøg til at beskrive en vedvarende tilstedeværelse gør ravnen til et billede på den sorg, som han tror, han ikke kan slippe fri af.