Gå til indholdet
Library
of Alexandria
Log indLog indPrøv gratis i 3 månederStart gratis

På besøg i skoven en snefuld aften

by Robert Frost · 1923 · 1 min. læsetid · 16 linjer

Kort fortalt

“Stopping by Woods on a Snowy Evening” af Robert Frost er et digt om en rejsende, der standser for at betragte snedækkede skove, før han husker de forpligtelser, der venter. Først tænker jeg-personen på skovens ejer, hvis hus ligger i landsbyen, og som ikke vil opdage dette stille ophold. Scenen udvides derefter med en lille hest, en tilfrossen sø og årets mørkeste aften. Hesten ryster bjælderne på seletøjet, så de bløde lyde af vind og faldende sne afbrydes. I sidste strofe anerkender jeg-personen skovenes skønhed, men vender sig mod sine løfter og den vej, der stadig skal tilbagelægges. Den gentagne slutlinje efterlader os med både lysten til at hvile og behovet for at fortsætte.

Jeg tror, jeg ved, hvem denne skov tilhører.Hans hus ligger dog i landsbyen;Han ser mig ikke standse herfor at se hans skov blive dækket af sne.
Min lille hest må synes, det er særtat standse uden en gård i nærheden,mellem skoven og den tilfrosne søpå årets mørkeste aften.
Den ryster sine seletøjsbjælderfor at spørge, om noget er galt.Den eneste anden lyd er susetaf den sagte vind og fnuglette sne.
Skoven er smuk, mørk og dyb.Men jeg har løfter, jeg må holde,og mile at gå, før jeg sover,og mile at gå, før jeg sover.

Hvad det betyder, linje for linje

Linje 1 til 4: Jeg-personen standser for at se sneen lægge sig i skoven, hvis ejer synes at være kendt. Fordi ejeren bor i landsbyen, vil opholdet gå ubemærket hen. Disse indledende linjer etablerer et privat øjeblik, hvor jeg-personen betragter omgivelserne, mens den usikre indledende formulering får stemmen til at lyde eftertænksom og mundtlig.

Linje 5 til 8: Jeg-personen forestiller sig, at den lille hest synes, opholdet er usædvanligt, fordi der ikke er nogen gård i nærheden. Skoven, den tilfrosne sø og især den mørke aften får stedet til at virke afsides. Ved at overveje hestens synsvinkel henleder jeg-personen også opmærksomheden på, hvor uventet dette ophold er.

Linje 9 til 12: Hesten ryster bjælderne på seletøjet, og jeg-personen opfatter lyden som et spørgsmål om, hvorvidt de skal standse. Ud over denne korte afbrydelse er vind og faldende sne de eneste andre lyde. Kontrasten får scenen til at virke stille og giver hesten en praktisk rolle ved siden af jeg-personens stille betragtninger.

Linje 13 til 16: Jeg-personen anerkender åbent skovenes skønhed og dybde, men stiller løfter, der skal holdes, op imod deres tiltrækningskraft. Den gentagne slutlinje understreger både den resterende rejse og ønsket om at sove. Digtet slutter med et udtrykt behov for at fortsætte snarere end med en beskrivelse af afrejsen.

Gratis i 3 måneder

200.000+ klassikere. Alle formater, gratis at starte.

e-bøger og 15-minutters resuméer samt enhver bog trykt til kostpris, også i stor skrift.

Start gratisFornyes hvert år · Opsig når som helst

Tre spørgsmål til eftertanke

  1. Hvordan påvirker jeg-personens forestillede beskrivelse af hestens tanker din forståelse af opholdet?
  2. Hvilken virkning har kontrasten mellem seletøjets bjælder og den bløde vind på scenen?
  3. Hvordan ændrer gentagelsen af slutlinjen balancen mellem skovenes tiltrækningskraft og jeg-personens forpligtelser?

Gratis i 3 måneder

200.000+ klassikere. Alle formater, gratis at starte.

e-bøger og 15-minutters resuméer samt enhver bog trykt til kostpris, også i stor skrift.

Start gratisFornyes hvert år · Opsig når som helst
Næste digtJeg vandred ensomt som en sky (Påskeliljer)Wordsworth · 1 min. læsetid
Et digt om dagen i din indbakke Et gratis klassisk digt hver morgen. Afmeld når som helst.