Staten: personer, tidslinje og steder

Sokrates udfordrer opfattelser af retfærdighed, der bygger på at betale gæld tilbage eller hjælpe venner og skade fjender.

Thrasymachos sidestiller retfærdighed med magthavernes interesser, og Sokrates spørger, om magthavere kan beordre handlinger, der skader dem selv.

Glaukon og Adeimantos kræver et forsvar for retfærdighed, der er uafhængigt af omdømme, belønning og straf.

Sokrates begynder at undersøge retfærdighed gennem en tænkt stat, der bygger på specialiseret arbejde og udveksling.

Talerne udelukker fortællinger, der vækker frygt, overdreven sorg, grådighed eller ukontrolleret lyst, fra vogternes opdragelse.

Talerne begrænser efterligning til værdige forbilleder og vælger musikformer, der fremmer mod og selvbeherskelse.

Sokrates sætter hele byens lykke over enhver enkelt klasses bekvemmelighed.

Sokrates og Glaukon finder retfærdighed i, at hver enkelt udfører sit eget arbejde.

Polemarkhos får Adeimantos til at kræve en forklaring på fælleseje af kvinder og børn.

Sokrates forsvarer træning af kvalificerede kvinder som vogtere og foreslår fælles ægteskaber og børn under magthavernes kontrol.

Sokrates hævder, at filosoffer bør regere, fordi de forstår den uforanderlige sandhed.

Adeimantos udfordrer filosoffernes egnethed til at regere, og Sokrates giver byerne skylden for at forsømme ægte tænkere og fordærve begavede sind.

Sokrates beskriver fanger, der er lænket og forveksler skygger med virkeligheden, og en frigiven fange, der smertefuldt vænner sig til sollyset.

Sokrates forklarer, at opdragelse vender sjælen mod sandheden, og kræver, at oplyste filosoffer regerer.

Sokrates skildrer, hvordan aristokratiet forfalder til timokrati og oligarki, og forbinder hver styreform med en tilsvarende mennesketype.

Sokrates forklarer, hvordan oligarkisk grådighed øger fattigdommen og konflikterne, indtil de fattige indfører demokrati.

Sokrates beskriver, hvordan ukontrollerede begær forvandler et demokratisk sind til et tyrannisk.

Sokrates hævder, at det retfærdige menneske er lykkeligere, og bruger forskellige væsener til at forklare, hvorfor fornuften skal styre begæret.

Sokrates hævder, at efterlignende digtning kopierer fremtoninger uden indsigt og styrker følelser, som fornuften bør styre.

Sokrates indleder et bevis for sjælens udødelighed med udgangspunkt i det, der fordærver og ødelægger ting.