Amontillado-fadet
by Edgar Allan Poe · 1846 · 10 min. læsetid
Amontillado-fadet af Edgar Allan Poe handler om Montresor, der lokker Fortunato ned i underjordiske hvælvinger og murer ham levende inde. Montresor påstår, at Fortunato har gjort ham uret og fornærmet ham, og planlægger hævn uden at blive straffet. Under karnevallet møder han Fortunato, der er beruset og har en klokkeprydet hue på. Montresor nævner, at han har købt Amontillado, og foreslår, at de spørger Luchesi til råds, hvilket får Fortunato til at tilbyde sin egen ekspertise. De går ind i Montresors tomme hus og ned i familiens fugtige katakomber. Trods sin hoste insisterer Fortunato på at fortsætte og drikker mere vin undervejs. Da Fortunato spørger, om han er murer, viser Montresor ham en murske. Dybt inde i hvælvingerne lænker Montresor ham fast i en smal niche og bygger en stenmur foran åbningen. Fortunato kæmper imod, skriger, kalder overfaldet for en spøg og beder til sidst om nåde. Montresor murer åbningen til og dækker den med knogler. Halvtreds år senere fortæller han, at gravstedet stadig ligger urørt.
De tusind krænkelser, Fortunato havde tilføjet mig, havde jeg båret, så godt jeg kunne; men da han vovede sig til at fornærme mig, svor jeg hævn. Du, som kender min sjæls natur så godt, vil dog ikke tro, at jeg gav udtryk for nogen trussel. Før eller siden skulle jeg få min hævn; det var endegyldigt besluttet — men netop den urokkelighed, hvormed beslutningen var truffet, udelukkede enhver tanke om risiko. Jeg måtte ikke blot straffe, men straffe ustraffet. En uret er ikke gjort god igen, når gengældelsen rammer den, der øver den. Den er lige så lidt gjort god igen, hvis hævneren ikke får den skyldige til at mærke, at han er hævneren.
Det må stå klart, at jeg hverken med ord eller gerning havde givet Fortunato grund til at betvivle min velvilje. Som jeg plejede, blev jeg ved med at smile ham lige op i ansigtet, og han fattede ikke, at mit smil nu skyldtes tanken om hans tilintetgørelse.
Fortunato havde ét svagt punkt — skønt han på andre områder var en mand, man måtte agte og endog frygte. Han var stolt af sin vinkyndighed. Kun få italienere besidder den sande virtuoseånd. For det meste er deres begejstring noget, de tager på sig, når tiden og lejligheden passer — for at bedrage de britiske og østrigske millionærer. Inden for malerkunst og ædelstene var Fortunato, ligesom sine landsmænd, en fusker; men hvad gamle vine angik, var han oprigtig. På det punkt adskilte jeg mig ikke væsentligt fra ham: Jeg var selv kyndig i de italienske årgange og købte stort ind, når jeg kunne.
Det var omkring skumring en aften under karnevalssæsonens vildeste udskejelser, at jeg traf min ven. Han hilste mig med overdreven varme, for han havde drukket meget. Manden bar narredragt. Han havde en tætsiddende dragt i forskellige farver på, og over hovedet sad den kegleformede hue med bjælder. Jeg blev så glad for at se ham, at jeg syntes, jeg aldrig blev færdig med at trykke hans hånd.
Jeg sagde til ham: »Min kære Fortunato, det var et heldigt møde. Hvor usædvanlig godt De ser ud i dag! Men jeg har fået et fad af det, der går for at være Amontillado, og jeg er ikke ganske sikker.«
»Hvad?« sagde han. »Amontillado? Et fad? Umuligt! Og midt under karnevallet!«
»Jeg er ikke ganske sikker,« svarede jeg; »og jeg var tåbelig nok til at betale fuld Amontillado-pris uden først at rådføre mig med Dem. De var ikke at finde, og jeg var bange for at gå glip af et godt køb.«
»Amontillado!«
»Jeg er ikke ganske sikker.«
»Amontillado!«
»Og jeg må have vished.«
»Amontillado!«
»Da De er optaget, er jeg på vej til Luchesi. Hvis nogen har et kritisk blik, er det ham. Han vil sige mig —«
»Luchesi kan ikke kende Amontillado fra sherry.«
»Og alligevel er der nogle tåber, der påstår, at hans smag kan måle sig med Deres.«
»Kom, lad os gå.«
»Hvorhen?«
»Til Deres kældre.«
»Min ven, nej; jeg vil ikke misbruge Deres godhed. Jeg kan se, at De har en aftale. Luchesi —«
»Jeg har ingen aftale; kom.«
»Min ven, nej. Det er ikke aftalen, men den stærke forkølelse, som jeg kan se, De lider af. Kældrene er ulideligt fugtige. De er beklædt med salpeter.«
»Lad os gå alligevel. Forkølelsen er ingenting. Amontillado! De er blevet narret. Og hvad Luchesi angår, kan han ikke kende sherry fra Amontillado.«
Mens han sagde dette, tog Fortunato min arm. Jeg tog en sort silkemaske på og trak min kappe tæt om mig, og lod ham skynde mig hen til mit palazzo.
Der var ingen tjenestefolk hjemme; de var stukket af for at more sig i anledning af højtiden. Jeg havde sagt til dem, at jeg ikke ville komme tilbage før om morgenen, og havde givet dem udtrykkelig ordre til ikke at forlade huset. Jeg vidste godt, at disse ordrer var tilstrækkelige til at sikre, at de hver og én straks forsvandt, så snart jeg var vendt ryggen til.
Jeg tog to fakler fra deres holdere og gav den ene til Fortunato, bukkede ham gennem flere rumfølger og hen til den buegang, der førte ned til kældrene. Jeg gik ned ad en lang og snoet trappe og bad ham være forsigtig, mens han fulgte efter. Til sidst nåede vi ned for enden af trappen og stod sammen på den fugtige jord i Montresorernes katakomber.
Min vens gang var usikker, og bjælderne på hans hue klirrede, mens han gik.
»Fadet,« sagde han.
»Det ligger længere fremme,« sagde jeg; »men se det hvide spind, der glimter på disse grottevægge.«
Han vendte sig mod mig og så mig ind i øjnene med to slørede øjne, hvorfra beruselsens tårevæske sivede.
»Salpeter?« spurgte han omsider.
»Salpeter,« svarede jeg. »Hvor længe har De haft den hoste?«
»Ugh! ugh! ugh! — ugh! ugh! ugh! — ugh! ugh! ugh! — ugh! ugh! ugh! — ugh! ugh! ugh!«
Min stakkels ven var ude af stand til at svare i flere minutter.
»Det er ingenting,« sagde han omsider.
»Kom,« sagde jeg bestemt, »vi går tilbage; Deres helbred er dyrebart. De er rig, respekteret, beundret, elsket; De er lykkelig, sådan som jeg engang var. De vil blive savnet. For mig gør det ingen forskel. Vi går tilbage; De bliver syg, og jeg kan ikke tage ansvaret. Desuden er der Luchesi —«
»Nok,« sagde han; »hosten er ingenting; den slår mig ikke ihjel. Jeg skal ikke dø af hoste.«
»Sandt — sandt,« svarede jeg; »og jeg havde i virkeligheden heller ikke til hensigt at gøre Dem unødigt bange — men De bør tage alle nødvendige forholdsregler. En slurk af denne Médoc vil beskytte os mod fugten.«
Så slog jeg halsen af en flaske, som jeg havde taget fra en lang række af dens lige, der lå på den fugtige jord.
»Drik,« sagde jeg og rakte ham vinen.
Han løftede den til læberne med et skælmsk blik. Han gjorde holdt og nikkede fortroligt til mig, mens bjælderne klirrede.
»Jeg drikker,« sagde han, »for de døde, der hviler omkring os.«
»Og jeg for Deres lange liv.«
Han tog atter min arm, og vi gik videre.
»Disse kældre,« sagde han, »er vidtstrakte.«
»Montresorerne,« svarede jeg, »var en stor og talrig familie.«
»Jeg husker ikke Deres våbenmærke.«
»En vældig menneskefod af guld på blå bund; foden knuser en oprejst slange, hvis hugtænder borer sig ind i hælen.«
»Og valgsproget?«
»Nemo me impune lacessit.«
»Godt!« sagde han.
Vinen funklede i hans øjne, og bjælderne klirrede. Médoc'en satte også min fantasi i bevægelse. Vi var gået gennem mure af stablede knogler, hvor tønder og store vinfade stod mellem dem, ind i katakombernes inderste kroge. Jeg standsede igen, og denne gang vovede jeg at gribe Fortunato om armen oven for albuen.
»Salpeteren!« sagde jeg; »se, den tiltager. Den hænger som mos under hvælvingerne. Vi er under flodlejet. Fugtighedsdråberne siver mellem knoglerne. Kom, vi går tilbage, før det er for sent. Deres hoste —«
»Det er ingenting,« sagde han; »lad os gå videre. Men først endnu en slurk Médoc.«
Jeg brækkede forseglingen og rakte ham en flaske De Grave. Han tømte den i ét drag. Hans øjne lynede med et vildt skær. Han lo og kastede flasken i vejret med en gestus, jeg ikke forstod.
Jeg så forbløffet på ham. Han gentog bevægelsen — en grotesk gestus.
»Forstår De det ikke?« sagde han.
»Nej,« svarede jeg.
»Så hører De ikke til broderskabet.«
»Hvad?«
»De er ikke frimurer.«
»Ja, ja,« sagde jeg; »ja, ja.«
»De? Umuligt! En murer?«
»En murer,« svarede jeg.
»Et tegn,« sagde han, »et tegn.«
»Det er dette,« svarede jeg og trak en murske frem under folderne på min kappe.
»De spøger,« udbrød han og veg nogle skridt tilbage. »Men lad os gå videre til Amontilladoen.«
»Som De vil,« sagde jeg, stak redskabet tilbage under kappen og bød ham atter armen. Han lænede sig tungt mod den. Vi fortsatte vores søgen efter Amontilladoen. Vi gik gennem en række lave buer, steg ned, gik videre og steg atter ned, indtil vi nåede en dyb krypt, hvor den dårlige luft fik vores fakler til snarere at gløde end at flamme.
Længst inde i krypten viste der sig en anden, mindre rummelig krypt. Dens vægge var beklædt med menneskelige levninger, stablet helt op til hvælvingen, sådan som i Paris’ store katakomber. Tre sider af denne inderste krypt var stadig udsmykket på denne måde. Fra den fjerde side var knoglerne blevet kastet ned og lå hulter til bulter på jorden, hvor de et sted dannede en temmelig stor bunke. I muren, der således var blotlagt, da knoglerne blev flyttet, så vi en endnu inderligere niche, omtrent fire fod dyb, tre fod bred og seks eller syv fod høj. Den syntes ikke at være indrettet til noget særligt formål, men udgjorde blot mellemrummet mellem to af katakombernes kolossale tagstøtter, og bagtil begrænsedes den af en af de omgivende, massive granitmure.
Forgæves forsøgte Fortunato at trænge ind i nichens dyb med sin sløve fakkel løftet højt. Det svage lys gjorde os ikke i stand til at se, hvor den endte.
»Gå videre,« sagde jeg; »her er Amontilladoen. Hvad Luchesi angår—«
»Han er en uvidende tåbe,« afbrød min ven og trådte vaklende frem, mens jeg fulgte ham lige i hælene. På et øjeblik var han nået til nichen, og da han fandt sin vej spærret af klippen, stod han dér, dumt forvirret. Et øjeblik senere havde jeg lænket ham fast til granitten. I dens overflade sad to jernbøjler, omtrent to fod fra hinanden, vandret. Fra den ene hang en kort kæde, fra den anden en hængelås. Det tog kun få sekunder at slå kædens led om hans liv og låse den fast. Han var alt for forbavset til at gøre modstand. Jeg tog nøglen ud og trådte tilbage fra nichen.
»Før hånden hen over muren,« sagde jeg; »De kan ikke undgå at mærke salpeteren. Her er virkelig meget fugtigt. Endnu en gang beder jeg Dem indtrængende om at vende om. Nej? Så må jeg virkelig forlade Dem. Men først må jeg yde Dem alle de små tjenester, der står i min magt.«
»Amontilladoen!« udbrød min ven, endnu ikke kommet sig over sin forbløffelse.
»Ganske rigtigt,« svarede jeg; »Amontilladoen.«
Mens jeg sagde disse ord, gav jeg mig til at rode i den bunke knogler, jeg før har omtalt. Jeg kastede dem til side og blottede snart en mængde byggesten og mørtel. Med disse materialer og min murske begyndte jeg energisk at mure nichen til.
Jeg havde knap lagt det første lag murværk, da jeg opdagede, at Fortunatos rus for en stor del var dampet af. Det første tegn herpå var et sagte støn fra nichens dyb. Det var ikke en beruset mands råb. Så fulgte en lang og stædig tavshed. Jeg lagde det andet, tredje og fjerde lag; så hørte jeg kæden blive rystet voldsomt. Larmen varede flere minutter, og for bedre at kunne nyde lyden standsede jeg mit arbejde og satte mig på knoglerne. Da rasleriet omsider stilnede af, tog jeg murskeen igen og færdiggjorde uden afbrydelse det femte, sjette og syvende lag. Muren nåede nu næsten op til mit bryst. Jeg holdt atter faklen frem over murværket og lod nogle få svage stråler falde på skikkelsen derinde.
En række høje, skingre skrig, der pludselig brød frem fra den lænkede skikkelses strube, syntes at støde mig voldsomt tilbage. Et kort øjeblik tøvede jeg—jeg skælvede. Jeg trak min kårde og begyndte at famle med den rundt i nichen; men en tanke, der slog ned i mig, beroligede mig. Jeg lagde hånden på katakombernes solide murværk og følte mig tryg. Jeg nærmede mig muren igen; jeg svarede den skrigende mands råb. Jeg gentog dem—jeg hjalp til—jeg overdøvede dem i styrke og lydstyrke. Sådan gjorde jeg, og den skrigende blev tavs.
Det var nu midnat, og mit arbejde nærmede sig sin afslutning. Jeg havde lagt det ottende, niende og tiende lag. En del af det sidste, det ellevte, var færdigt; kun én sten manglede at blive sat på plads og pudset til. Jeg kæmpede med dens vægt og satte den delvis på dens bestemte plads. Men nu lød der fra nichen en sagte latter, som fik hårene til at rejse sig på mit hoved. Den blev fulgt af en bedrøvet stemme, som jeg havde svært ved at genkende som den ædle Fortunatos. Stemmen sagde—
»Ha! ha! ha!—he! he! he!—det var da en god spøg—en fremragende vittighed. Vi skal få os mange gode grin over den i paladset—he! he! he!—over vores vin—he! he! he!«
»Amontilladoen!« sagde jeg.
»He! he! he!—he! he! he!—ja, Amontilladoen. Men er det ikke ved at blive sent? Mon ikke de venter os i paladset, lady Fortunato og de andre? Lad os gå.«
»Ja,« sagde jeg, »lad os gå.«
»For Guds skyld, Montresor!«
»Ja,« sagde jeg, »for Guds skyld!«
Men jeg lyttede forgæves efter svar på disse ord. Jeg blev utålmodig. Jeg råbte højt—
»Fortunato!«
Intet svar. Jeg råbte igen—
»Fortunato—«
Stadig intet svar. Jeg stak en fakkel gennem den tilbageværende åbning og lod den falde derind. Det eneste svar var en klirren fra klokkerne. Mit hjerte blev tungt på grund af katakombernes fugt. Jeg skyndte mig at gøre arbejdet færdigt. Jeg pressede den sidste sten på plads og pudsede den til. Mod det nye murværk genrejste jeg den gamle mur af knogler. I et halvt århundrede har intet menneske forstyrret dem. In pace requiescat!
Hvad det betyder
Historien blotlægger grusomheden i hævn, der forfølges som en personlig form for retfærdighed. Montresor mener, at hans ønske om at straffe Fortunato er grund nok til at dræbe ham, men forklarer aldrig, hvilken uret eller fornærmelse han har lidt. Det efterlader læseren med hans nøje planlægning frem for beviser på, at offeret fortjener straf. Hans venlige bekymring for Fortunatos hoste virker særligt grusom, fordi den vækker tillid, mens den skjuler et dødeligt formål. Fortunatos stolthed over sin evne til at bedømme vin hjælper også Montresor med at styre ham: omtalen af Luchesi får ham til at fortsætte mod faren. Slutningen viser, at hævn ikke bliver retfærdig, blot fordi man undgår at blive opdaget. Montresor holder den skjulte grav hemmelig i halvtreds år, men hans beretning fastholder rædslen over det, han gjorde.
Gratis i 3 måneder
200.000+ klassikere. Alle formater, gratis at starte.
e-bøger og 15-minutters resuméer samt enhver bog trykt til kostpris, også i stor skrift.
Tre spørgsmål til eftertanke
- Hvordan bruger Montresor Fortunatos stolthed og sin egen venlige fremtoning til at lokke ham i fælden?
- Hvilken betydning har det for din vurdering af Montresors hævn, at han ikke beskriver Fortunatos konkrete forseelser?
- Hvordan ændrer klokkerne på huen, murskeen og knoglerne omkring dem betydning, efterhånden som historien udfolder sig?
Gratis i 3 måneder
200.000+ klassikere. Alle formater, gratis at starte.
e-bøger og 15-minutters resuméer samt enhver bog trykt til kostpris, også i stor skrift.


Læs 15-minuttersresuméet nu, og bestil den trykte bog – også med stor skrift – til kostpris.
Prøv 3 måneder gratis




















