Den augsburgske bekendelse: personer, tidslinje og steder

Kirkerne bekender én guddommelig væsenhed og tre særskilte personer, der er lige evige.

Bekendelsen lærer, at synden er nedarvet, og at der er behov for genfødelse gennem dåben og Helligånden.

Lærerne bekender Kristi menneskelige natur, hans død for menneskehedens synder, hans opstandelse, hans himmelske herredømme og hans genkomst som dommer.

Lærerne erklærer, at retfærdiggørelse gives frit gennem troen på grund af Kristus, ikke gennem egen styrke eller egne gerninger.

Præsteembedet forkynder evangeliet og forvalter sakramenterne, hvorigennem Helligånden skaber tro.

Lærerne kræver gode gerninger som lydighed mod Gud, men afviser, at disse gerninger gør os fortjent til retfærdiggørelse.

Bekendelsen begrunder kirkens enhed i evangeliets lære og sakramenterne, ikke i ens menneskeskabte ceremonier.

Bekendelsen fastslår, at sakramenterne bevarer deres virkning, selv når de forvaltes af onde præster.

Lærerne erklærer, at dåben er nødvendig til frelse, og kræver, at børn bliver døbt.

Lærerne bekender, at deltagerne i nadveren modtager Kristi virkeligt nærværende legeme og blod.

Lærerne bekender, at der er tilgivelse efter dåben for dem, der angrer, og definerer anger som sønderknuselse og tro.

Lærerne støtter ordnede kirkelige skikke, men afviser at betragte menneskelige traditioner som nødvendige til frelse.

Lærerne godkender kristnes deltagelse i samfundslivet og kræver lydighed mod myndighederne, medmindre deres befalinger kræver synd.

Lærerne skelner mellem frihed i almindelig adfærd og åndelig retfærdighed, som kræver Helligånden.

Lærerne placerer syndens årsag i onde viljer, ikke i Guds gerning med at opretholde naturen.

Lærerne forsvarer gode gerninger, men lærer, at troen bringer tilgivelse, og at Helligånden gør lydighed mulig.

Lærerne anbefaler, at man følger de helliges eksempler, men retter bønnen til Kristus frem for de hellige.

Bekendelsen forsvarer, at lægfolket modtager begge dele i nadveren, med henvisning til Skriften og kirkens vidnesbyrd.

Bekendelsen forsvarer præsters ægteskab mod tvungen cølibat med henvisning til Guds bud og menneskelig svaghed.

Kirkerne forsvarer, at messen bevares, mens private messer forbundet med fortjeneste afskaffes.

Lærerne afviser, at madregler kan gøre os fortjent til nåde, men forsvarer faste og skikke, der opretholder orden.

Lærerne afviser, at klosterløfter kan tilsidesætte Guds bud eller gøre os fortjent til tilgivelse.

Lærerne skelner mellem biskoppernes åndelige pligter og den verdslige øvrighed og afviser befalinger, der strider mod evangeliet.

De, der bekender troen, fremlægger deres bekendelse, erklærer, at den stemmer overens med Skriften og den katolske kirke, og tilbyder yderligere forklaring.