Gå til indholdet
Library
of Alexandria
Log indLog indPrøv gratis i 3 månederStart gratis

En guide

Thomasevangeliet forklaret

Af Library of Alexandria · 12 minutters læsning · Opdateret

Det korte svar

  • Thomasevangeliet er en samling af 114 ord, der tilskrives Jesus, uden nogen fortælling eller passionshistorie.
  • Den blev fundet i sin helhed på koptisk blandt Nag Hammadi-kodekserne i 1945, sammen med ældre græske fragmenter fra Oxyrhynchus.
  • Det dateres normalt til det 2. århundrede, selvom nogle udsagn kan bevare ældre materiale.
  • Den er helt forskellig fra Thomasevangeliet om Jesu barndom, en særskilt tekst med fortællinger om Jesus som dreng.
  • Den blev udeladt af Bibelen på grund af sin sene datering og gnostisk prægede teologi.

Thomasevangeliet er en samling af 114 Jesus-ord — kaldet logia — uden nogen fødselsfortælling, mirakler, retssag, korsfæstelse eller beretning om opstandelsen. En komplet kopi på koptisk blev fundet i 1945 nær Nag Hammadi i Egypten, og tidligere var der allerede dukket græske fragmenter op i Oxyrhynchus omkring begyndelsen af det tyvende århundrede. De fleste forskere daterer den færdige tekst til det andet århundrede e.Kr., selvom nogle mener, at en kerne af dens Jesus-ord cirkulerede meget tidligere — muligvis lige så tidligt som materialet bag de kanoniske evangelier.

Intet manuskript fundet i de seneste hundrede år har ændret studiet af den tidlige kristendom mere. I december 1945 fandt en egyptisk bonde, der gravede efter gødning nær Nag Hammadi, en forseglet krukke med tretten læderindbundne bøger — Nag Hammadi-biblioteket — og indeni lå et værk, der præsenterede sig som skjulte ord fra den levende Jesus, nedskrevet af Didymos Judas Thomas. Denne guide handler om, hvad Thomasevangeliet er, hvad dets 114 Jesus-ord siger, hvorfor det aldrig kom med i Bibelen, om det virkelig er "gnostisk", og hvordan det adskiller sig fra Thomas' barndomsevangelium — en helt anden oldtidsbog, som ofte forveksles med det.

Det, der gør Thomasevangeliet anderledes end de fire evangelier

Åbn Matthæus, Markus, Lukas eller Johannes, og du får en fortælling: et liv, der bevæger sig fra Galilæa til Jerusalem, udvikler sig frem mod korset og ender ved en tom grav. Åbn Thomasevangeliet, og der er slet ingen fortælling — kun en nøgen liste med Jesus-ord, 114 efter den nummerering, moderne redaktører har indført, hvor de fleste blot indledes med ordene "Jesus sagde". Intet handlingsforløb, ingen kronologi, ingen korsfæstelse, ingen åbenbaring efter opstandelsen. Forskere kalder formen et ordsprogsevangelium: som genre ligger det nærmere Ordsprogenes Bog end Markusevangeliet.

Teologien er lige så særpræget som formen. Bogen åbner med et løfte om, at den, der opdager betydningen af disse Jesus-ord, ikke skal smage døden — i Thomas kommer frelsen gennem forståelse. Hvor de kanoniske evangelier kredser om det, Jesus gjorde, og især om hans død og opstandelse, fokuserer Thomas udelukkende på det, Jesus sagde, og på læserens arbejde med at fortolke det.

Bogens mest berømte tema følger af dette. I Thomas er Guds rige ikke en fremtidig begivenhed, man skal vente på, eller et sted på himlen, man skal nå frem til. Det er allerede til stede — spredt ud over jorden, men uset; det findes både indeni og udenfor en person; det opdages gennem selverkendelse snarere end tegn på himlen. Denne omformulering, fra apokalyptisk forventning til en opvågnen her og nu, er hjertet i hele samlingen.

Et resumé af Thomasevangeliet: Hvad de 114 Jesus-ord siger

Fordi der ikke er nogen fortælling, kan Thomasevangeliet ikke sammenfattes som en historie. Men Jesus-ordene falder i genkendelige grupper, og den hurtigste måde at få greb om bogen på er at læse dem gruppevis:

Gruppe Eksempler på Jesus-ord Hvad de siger
Jesus-ord om Guds rige 3, 22, 51, 113 Guds rige er til stede nu, både indeni og omkring os, og det træder de ind i, som ser med nye øjne — det er ikke en fremtidig begivenhed eller et fjernt sted.
Lignelser med paralleller i de kanoniske evangelier 9, 20, 63, 64, 65, 76, 96, 107 Sædemanden, sennepsfrøet, den rige tåbe, gæstebuddet, de onde vingårdsforpagtere, perlen, surdejen, det fortabte får — velkendte lignelser, som regel i en mere kortfattet form.
Jesus-ord, der kun findes hos Thomas 42, 77, 97, 98 Stof uden paralleller noget sted i Det Nye Testamente, fra gåder på én linje til lignelser, der ikke er nedskrevet andre steder.

Jesus-ordene om Guds rige rummer bogens centrale budskab. Jesus-ord 3 gør nar af forestillingen om et rige på himlen eller i havet og placerer det i stedet både inden i og uden for den, der søger. Jesus-ord 22 beskriver, hvordan man træder ind i Guds rige ved at gøre to til ét — indre og ydre, ovenfor og nedenfor — et gådefuldt billede på genoprettet helhed. Jesus-ord 113 afslutter temaet: Guds rige kommer ikke ved, at man holder øje og venter, for det er allerede spredt ud over jorden.

Lignelserne med paralleller er grunden til, at forskere interesserer sig så meget for denne bog. Omtrent halvdelen af Thomas' Jesus-ord har paralleller hos Matthæus, Markus eller Lukas — og Thomas' versioner er ofte kortere og uden de forklarende fortolkninger, som de kanoniske evangelier føjer til. Lignelsen om de onde vingårdsforpagtere i Jesus-ord 65 står for eksempel uden den allegoriske indramning, man finder i Markus 12. Nogle forskere mener, at den kortere form tyder på, at Thomas bevarer lignelserne i en tidligere og mere oprindelig form; andre mener, at den viser en senere redaktør, der har skåret i det, han lånte.

Det særegne stof er der, hvor Thomas bliver mærkelig og mindeværdig. Jesus-ord 42 er bogens korteste — "Bliv forbipasserende" — en gåde på to ord, der er blevet læst som alt fra en opfordring til at løsrive sig til en opsummering af livet som vandringsmand. I Jesus-ord 77 taler Jesus om en tilstedeværelse, der gennemtrænger alle ting — under kløvet træ, under en løftet sten — ord, som læserne har forstået som alt fra guddommelig Visdom, der gennemtrænger skaberværket, til rendyrket panteisme. Jesus-ord 97 sammenligner Guds rige med en kvinde, hvis krukke med mel ubemærket lækker på vejen hjem; Jesus-ord 98 sammenligner det, overraskende nok, med en snigmorder, der afprøver sit sværd før et angreb. Ingen af lignelserne findes andre steder i oldtidens litteratur. Og det sidste Jesus-ord, 114, fortæller, at Peter protesterer mod Marias tilstedeværelse blandt disciplene, og at Jesus svarer med ord om at gøre hende til en mand — sandsynligvis et asketisk udtryk for at overskride de skel, der præger den almindelige tilværelse, selvom det stadig er blandt de mest omdiskuterede linjer i den tidlige kristne litteratur.

Hvorfor er Thomasevangeliet ikke med i Bibelen?

Det ærlige, historiske svar er, at det aldrig blev taget ud — det var aldrig med. Ingen bevaret kanonliste fra den tidlige kirke omfatter Thomasevangeliet. Da kristne ledere i det andet til fjerde århundrede begyndte at udarbejde formelle lister over godkendte bøger, var Matthæus, Markus, Lukas og Johannes allerede etableret i kirkerne, og Thomas var ikke blandt de bøger, der blev læst højt ved gudstjenester.

Den tidlige kirke brugte genkendelige kriterier, når den vurderede en bog: Var den troværdigt knyttet til en apostel? Blev den brugt bredt i mange kirker frem for i én region eller sekt? Stemte dens lære overens med den tro, kirkerne allerede bekendte sig til? Efter kirkefædrenes opfattelse levede Thomasevangeliet ikke op til nogen af kriterierne. Det dukkede op senere end de fire evangelier og cirkulerede i begrænsede kredse, især i Syrien og Egypten. Dets teologi om frelse gennem skjult indsigt passede dårligt med kirker, der satte korset og opstandelsen i centrum — og Thomas indeholder slet ingen beretning om Jesu lidelse, hvilket i sig selv adskilte det fra alle de evangelier, kirkerne accepterede. Oldtidens forfattere, der nævner det, gør det for at afvise det: Origenes nævnte det blandt de evangelier, kirken ikke tog imod, Eusebios regnede evangelier under Thomas' navn blandt de apokryfe bøger, og Kyrillos af Jerusalem advarede sine elever direkte imod det.

Intet af dette var et forsøg på at skjule noget; det var en åben vurdering med tydelige begrundelser, foretaget af fællesskaber, der besluttede, hvad der skulle læses højt i deres forsamlinger. Bøger, der mistede den plads, blev ganske enkelt ikke længere kopieret. Ligesom mange værker, der nu samles under betegnelsen Bibelens tabte bøger, overlevede Thomas ikke gennem kirkens kopieringskæde, men ved et tilfælde — i én nedgravet krukke og en håndfuld papyrusfragmenter fra en egyptisk affaldshøj.

Er Thomasevangeliet gnostisk?

I årtier var den gængse betegnelse "det gnostiske Thomasevangelium", og forbindelsen er forståelig: Bogen blev fundet begravet sammen med ægte gnostiske værker i Nag Hammadi-samlingen, og dens løfte om hemmelige Jesus-ord og frelsende viden lyder umiddelbart gnostisk. Af netop disse grunde grupperes den ofte sammen med de gnostiske evangelier.

Men betegnelsen har ikke holdt så godt til nærmere granskning. De udviklede gnostiske systemer i det andet århundrede fortalte en omfattende myte: en lavere skabergud (demiurgen), der stod bag den mangelfulde materielle verden, et hierarki af guddommelige emanationer og en himmelsk Sophia, hvis fald satte dramaet i gang. Thomas indeholder intet af dette — ingen demiurg, ingen æoner, intet kosmisk fald, kun Jesus-ord. Det, bogen har til fælles med gnostisk tankegang, er en vis familielighed: frelse gennem viden snarere end soning, mistillid til kroppen og verden, sandhed forbeholdt dem, der kan finde den. Denne lighed forklarer, hvorfor gnostiske læsere bevarede bogen, men beviser ikke, at gnostikere skrev den.

Forskernes vurderinger i dag er reelt delte. Nogle historikere læser stadig Thomas som et tidligt skridt på vejen mod gnosticismen; andre placerer den i den asketiske kristendom i Syrien i det andet århundrede, hvor man værdsatte cølibat og løsrivelse uden den gnostiske myte; andre igen ser den som en visdomssamling i traditionen fra jødisk visdomslitteratur. En fjerde gruppe mener, at ordet "gnostisk" er blevet et for upræcist redskab til overhovedet at være nyttigt. Den ærlige opsummering: Thomas ligger tæt på gnosticismen — den egner sig til en gnostisk læsning, men mangler den afgørende gnostiske mytologi.

Thomas' barndomsevangelium — en helt anden bog

Her er forvekslingen, der får næsten alle på glatis. Thomas' barndomsevangelium er ikke Thomasevangeliet, ikke en del af det og næsten helt sikkert ikke skrevet af den samme forfatter. Det er to forskellige oldtidsværker, der tilfældigvis deler et navn.

Barndomsevangeliet er alt det, ordsprogsevangeliet ikke er: ren fortælling, og endda folkelig fortælling. Det beretter om Jesus som dreng, omtrent fra fem til tolv år — de år, Det Nye Testamente ikke fortæller noget om. I den mest berømte episode former den femårige Jesus tolv spurve af ler på sabbatten og klapper, da nogen sætter spørgsmålstegn ved det, så fuglene flyver levende bort. Andre episoder er mørkere: Et barn, der ødelægger hans leg, visner hen; en dreng, der støder ind i ham, falder død om; frustrerede lærere oplever, at deres elev forklarer det skjulte i alfabetets første bogstav. Efterhånden som drengen bliver ældre, bliver miraklerne godhjertede — han vækker en legekammerat til live efter et fald fra et tag, helbreder en tømrer, der har ødelagt sin fod, og gør en bjælke længere for at hjælpe Josef med tømrerarbejdet. Bogen slutter med at genfortælle Lukas' beretning om den tolvårige Jesus blandt lærerne i templet.

De to bøgers historie er lige så forskellig som deres indhold. Barndomsevangeliet blev sandsynligvis skrevet på græsk i det andet århundrede — Irenæus, der skrev omkring år 180 e.Kr., ser allerede ud til at kende historien om alfabetet — og tilskrivningen til "Thomas Israelitten" dukker først op i senere manuskripter. Det var aldrig i Nag Hammadi og behøvede aldrig at blive genopdaget: kristne i middelalderen kopierede det åbent på græsk, latin, syrisk og en halv snes andre sprog, selvom ingen kirke regnede det for Skriften. Når et viralt opslag beskriver et "forbudt evangelium", hvor barnet Jesus giver lerfugle liv, er det Barndomsevangeliet — ikke bogen med de 114 Jesus-ord. Vi udgiver komplette udgaver af begge på moderne engelsk, netop så læserne ved, hvilken af dem de står med.

Hvem var Thomas?

Thomas optræder på alle fire lister over de tolv apostle i Det Nye Testamente, og Johannesevangeliet giver ham hans personlighed: disciplen, der forlanger at røre ved sårene, før han tror på opstandelsen — "den tvivlende Thomas" — og derefter fremsiger en af Det Nye Testamentes stærkeste trosbekendelser. Begge hans navne betyder det samme: Thomas gengiver det aramæiske ord for tvilling, og Didymos er dets græske pendant — deraf skriverens navn Didymos Judas Thomas.

Det dobbelte navn peger mod Syrien. Syrisk kristendom, med centrum i byen Edessa, gjorde Thomas til sin grundlæggende apostel og skabte en hel litteratur i hans navn — heriblandt Thomasakterne fra det tredje århundrede, hvor apostlen drager østpå til Indien, og hvor de kristne af Thomas-traditionen i Kerala fører deres oprindelse tilbage til hans missionsrejse. Thomasevangeliet opstod næsten helt sikkert i denne strømning af syrisk kristendom, der ærede Thomas. Næsten ingen forskere mener, at den historiske apostel selv samlede bogen; som mange værker fra den tid låner den navnet fra en æret skikkelse for at påberåbe sig hans autoritet — samme pseudepigrafiske praksis som i bøger skrevet under Enoks, Peters og andres navne.

Hvad forskerne siger om datering og ægthed

Nogle få holdepunkter er sikre. Tre græske papyrusfragmenter af bogen, gravet frem fra Oxyrhynchus' gamle affaldshøje mellem 1897 og 1903, er dateret ud fra håndskriften til omkring 200–250 e.Kr. — selvom ingen vidste, hvad de var, før den komplette koptiske tekst dukkede op i 1945. Hippolyt og Origenes nævner begge et Thomasevangelium ved navn i 220'erne–230'erne. Bogen fandtes altså på græsk senest omkring år 200 e.Kr.; Nag Hammadi-kopien er en koptisk oversættelse fra det fjerde århundrede.

Den egentlige strid handler om, hvor meget tidligere bogen går tilbage. En "tidlig" gruppe — med forskere som Helmut Koester og Stephen Patterson — mener, at Thomas er uafhængig af Matthæus, Markus og Lukas og bevarer en tradition med Jesus-ord fra det første århundrede. De peger på, at genren svarer til den hypotetiske samling af Jesus-ord (Q), som ligger bag Matthæus og Lukas, og at lignelserne ofte mangler de redaktionelle tilføjelser, der findes i de kanoniske versioner. En "sen" gruppe — heriblandt Simon Gathercole og Mark Goodacre — svarer, at Thomas bærer sproglige fingeraftryk fra de færdige synoptiske evangelier og hører hjemme i midten af det andet århundrede; en forsker, Nicholas Perrin, har endda argumenteret for, at ordspillet fungerer bedst på syrisk, hvilket ville placere teksten efter år 170 e.Kr. Imellem de to grupper findes teorier om flere tekstlag, hvor en lille, tidlig kerne af Jesus-ord voksede gennem tilføjelser over årtier.

Hvad betyder det for den omhyggelige læser? Det færdige Thomasevangelium dateres bedst til det andet århundrede; om enkelte Jesus-ord i det går tilbage til det første, er stadig et åbent spørgsmål. Ingen seriøs forsker bestrider dets værdi: Det er det vigtigste evangelium uden for Det Nye Testamente — enten et uafhængigt, tidligt vidnesbyrd om, hvordan man huskede Jesu ord, eller et enestående indblik i mangfoldigheden i kristendommen i det andet århundrede.

Sådan kommer du i gang med Thomasevangeliet

Den gode nyhed: Det er kort — hele bogen kan læses på under en time. Her er en fremgangsmåde, der virker:

  1. Læs det hele igennem én gang uden at standse for at afkode teksten — få en fornemmelse af formen med Jesus-ord.
  2. Læs det derefter ved siden af Matthæus 13 og Lukas 15. Når du sammenligner Thomas' lignelser om sædemanden, sennepsfrøet, perlen og det fortabte får med de kanoniske versioner, ser du straks, hvad der er fælles, og hvad der er særligt.
  3. Brug tid på de Jesus-ord, der ikke har nogen parallel — 42, 77, 97, 98 og dem omkring dem. Her hører du bogens egen stemme.
  4. Læs til sidst Barndomsevangeliet og se selv, hvor forskellige de to Thomas-bøger er.

Et praktisk tip: En tydelig udgave på moderne engelsk er vigtigere her end normalt — originalen er kompakt og fuld af gåder, og en stiv oversættelse fra for hundrede år siden gør kryptiske Jesus-ord unødigt svære at forstå.

Læs videre

Start med Nag Hammadi-skrifterne

Klassikerne i din indbakke

Personer, nøgleidéer og forslag til, hvor du kan begynde – sendt på e-mail. Afmeld når som helst.

Læs bøgerne i denne guide og 200.000+ andre

Kom gratis i gang, og åbn 200.000+ bøger, du kan læse, med et 15-minutters resumé af hver bog. Alle bøger kan trykkes til kostpris som paperback, hardcover eller med stor skrift.

Gratis at komme i gang. Fornyes hvert år. Opsig når som helst.

Start gratis