Leaves of Grass: personer, tidslinje og steder

Jeget hylder det enkelte menneske, fællesskabet og hele kroppens poetiske værdi.

Jeget skildrer sit liv og en poetisk mission, der forener Amerika, demokrati, religion, kroppen og sjælen.

Jeget trækker sig tilbage ved en afsides dam, afviser samfundets normer og finder glæde i fællesskabet.

En ung mand nærmer sig det ubemærkede jeg på en travl bar og sætter sig i nærheden for at holde det i hånden.

Jeget henvender sig til en ufødt læser på tværs af århundreder og forestiller sig, at læseren giver hans digte liv.

Jeget kalder Musen til Amerika og forestiller sig en udstilling, der hylder arbejdere, industri, videnskab og kunst.

Jeget mindes sangfugle på Paumanok og en sørgmodig sang, der vækker hans fornemmelse af at være digter.

Jeget iagttager lidelse i private forhold og det offentlige liv, herunder overgreb, krig, hungersnød og racemæssig nedværdigelse.

Manhattans arbejdere, rekrutter og frivillige gør sig klar til krig, efter nyhederne fra Sydstaterne er kommet.

En datter kalder på sine forældre for at læse et brev, der fortæller, at Pete er blevet såret i brystet.

En gammel mand besvarer spørgsmål om krig ved at fortælle om sin omsorg for sårede soldater.

Jeget ser, at en død fjende er lige så guddommelig, og bøjer sig for at kysse hans ansigt.

Jeget sørger over en elsket afdød, lægger syren ved hans kiste og hører en sangdrossel synge om døden.

Jeget frygter smitte fra begravede lig, men ser derefter sundt liv spire frem af forfaldet.

Jeget betragter almindelige oplevelser, levende væsner og naturen som mirakler.

Jeget hylder ingeniørkunst og opdagelsesrejser som forbindelser mellem folk og gør derefter de fysiske rejser til en åndelig rejse.

Jeget beder om blidt at blive båret ud af en indesluttende fæstning og opfordrer sjælen til at låse dørene op.

Jeget forestiller sig, at døde soldater fra begge sider samles omkring ham, og byder dem velkommen som livslange følgesvende.

Jeget tager afsked, forestiller sig et fuldendt Amerika og skildrer døden som en forvandling snarere end endelig tavshed.

Jeget hævder, at Amerikas valg er større end landets naturvidundere, og sætter den fælles handling over den kandidat, der vinder.

Folk fra Nord- og Sydstaterne ærer sammen alle faldne soldater, mens jeget erklærer, at konflikten viger for freden.

En afrejsende ven trækker afskeden ud med håndtryk, gentagne farvel og grunde til at blive ved med at tale.

Naturen og menneskets Sjæl gør hver især krav på den modne digter, som tager dem begge ved hånden.

Jeget beskriver livets skjulte begyndelse under sne, is og mørke og udvider billedet til jord, hav og stjerner.