Usher-familiens undergang
by Edgar Allan Poe · 1839 · 30 min. læsetid
Usher-familiens undergang af Edgar Allan Poe er en fortælling om en besøgende, der overværer sin vens familie og herskabshus gå til grunde. Efter at have modtaget et hastende brev ankommer den unavngivne fortæller til Roderick Ushers dystre hjem ved en mørk dam. Roderick lider under smerteligt skærpede sanser og overvældende frygt, mens hans søster Madeline er alvorligt syg. Fortælleren prøver at trøste ham med oplæsning, maleri og musik. Da Roderick fortæller, at Madeline er død, lægger mændene hendes kiste i en krypt under fortællerens soveværelse. Fortælleren finder ud af, at søskendeparret er tvillinger. I de følgende dage bliver Roderick stadig mere urolig. Under et uvejr læser fortælleren Mad Trist højt, og lyde fra huset gentager begivenhederne i fortællingen. Roderick indrømmer, at de begravede Madeline levende. Hun viser sig i blodige klæder og falder over ham, så han dør, mens hun selv dør. Fortælleren flygter, og herskabshuset revner og synker ned i dammen.
Hele den igennem, på en mat, mørk og lydløs efterårsdag, da skyerne hang trykkende lavt på himlen, havde jeg redet alene gennem et sælsomt øde landskab, og hen imod aftenens frembrud befandt jeg mig omsider inden for synsvidde af det melankolske Usher-hus. Jeg ved ikke, hvordan det gik til — men ved det første glimt af bygningen gennemtrængtes min sjæl af en følelse af uudholdelig tungsindighed. Jeg siger uudholdelig; for følelsen blev ikke mildnet af nogen af den halvt behagelige, fordi den var poetisk, stemning, hvormed sindet sædvanligvis modtager selv de strengeste naturbilleder af det øde eller frygtelige. Jeg betragtede scenen foran mig — selve huset og de enkle landskabstræk på ejendommen — de nøgne mure — de tomme, øjenlignende vinduer — nogle få frodige siv — og nogle få hvide stammer af forrådnende træer — med en sjælelig nedtrykthed, som jeg ikke bedre kan sammenligne med nogen jordisk fornemmelse end med den rusendes efterdrøm efter opium — det bitre fald tilbage i hverdagslivet — slørets hæslige bortgliden. Der var en kulde, en synken, en kvalme i hjertet — en uforløst tankeørkesløshed, som ingen ansporing af fantasien kunne forvride til noget ophøjet. Hvad var det — jeg standsede for at tænke — hvad var det, der gjorde mig så urolig ved synet af Usher-huset? Det var et fuldstændig uløseligt mysterium; og jeg kunne heller ikke kæmpe imod de skyggeagtige forestillinger, der trængte sig på, mens jeg grublede. Jeg måtte falde tilbage på den utilfredsstillende slutning, at der ganske vist findes sammensætninger af meget enkle naturgenstande, som har magt til at påvirke os sådan, men at analysen af denne magt hører hjemme blandt forhold, der ligger uden for vores fatteevne. Jeg tænkte, at det var muligt, at blot en anden anordning af scenens enkeltheder, af billedets detaljer, ville være nok til at ændre eller måske tilintetgøre dets evne til at gøre et sørgmodigt indtryk; og i tillid til denne tanke tøjlede jeg min hest ved den stejle bred af en sort og ildevarslende sø, der lå spejlblank ved huset, og så ned — men med en endnu stærkere gysen end før — på de omformede og omvendte billeder af de grå siv, de spøgelsesagtige træstammer og de tomme, øjenlignende vinduer.
Ikke desto mindre havde jeg nu besluttet at opholde mig nogle uger i dette tungsindets hus. Dets ejer, Roderick Usher, havde været en af mine nærmeste venner i barndommen; men mange år var gået siden vores sidste møde. For nylig var der imidlertid nået et brev frem til mig i en fjern del af landet — et brev fra ham — som i sin vildt indtrængende tone ikke levnede mulighed for andet end et personligt svar. Håndskriftet bar vidnesbyrd om nervøs ophidselse. Skribenten talte om akut legemlig sygdom — om en sindslidelse, der tyngede ham — og om et inderligt ønske om at se mig, som sin bedste og i sandhed eneste personlige ven, i håb om, at mit muntre selskab kunne lindre hans lidelse noget. Det var måden, hvorpå alt dette og meget mere blev sagt — det åbenbare hjertelag, der fulgte hans bøn — som ikke levnede mig plads til tøven; og derfor efterkom jeg straks det, jeg stadig anså for en højst besynderlig indkaldelse.
Skønt vi som drenge havde været nære venner, kendte jeg i virkeligheden kun lidt til min ven. Hans tilbageholdenhed havde altid været overdreven og indgroet. Jeg vidste dog, at hans meget gamle slægt fra tidernes morgen havde været kendt for en særegen følsomhed i temperamentet, som gennem lange tidsaldre havde givet sig udtryk i mange ophøjede kunstværker og i den senere tid havde vist sig i gentagne, storsindede, men upåfaldende velgørenhedsgerninger, såvel som i en lidenskabelig hengivenhed for musikkens vidtløftige finesser, måske endog mere end for dens ortodokse og let genkendelige skønheder. Jeg havde også erfaret den højst bemærkelsesværdige omstændighed, at Usher-slægtens stamme, hvor hæderkronet den end var, aldrig havde sendt nogen varig gren frem; med andre ord, at hele familien havde holdt sig i den direkte nedstamningslinje og altid, med ganske ubetydelige og meget forbigående afvigelser, var blevet dér. Det var denne mangel, tænkte jeg, mens jeg i tankerne gennemgik den fuldkomne overensstemmelse mellem ejendommens karakter og den karakter, man tillagde dens beboere, og spekulerede over den mulige indflydelse, den ene gennem århundredernes lange forløb kunne have øvet på den anden — det var måske denne mangel på sidelinjer og den deraf følgende uafbrudte overdragelse af arven fra far til søn sammen med navnet, der til sidst havde gjort de to så uløseligt forbundne, at godsets oprindelige navn var gledet over i den besynderlige og tvetydige betegnelse »Usher-huset« — et navn, der i de bønders tanker, som brugte det, syntes at omfatte både familien og familiens bolig.
Jeg har sagt, at min noget barnagtige forsøgs eneste virkning — at se ned i søen — havde været at forstærke det første sælsomme indtryk. Der kan ikke være tvivl om, at bevidstheden om min overtro, der tog hastigt til — for hvorfor skulle jeg ikke kalde den sådan? — i høj grad bidrog til, at den selv voksede. Jeg har længe vidst, at dette er den paradoksale lov for alle følelser, der har rædsel som grundlag. Og det kan have været af netop denne grund, at der, da jeg igen løftede blikket fra husets spejlbillede i søen til selve huset, opstod en mærkelig indskydelse i mit sind — en indskydelse så latterlig, at jeg kun nævner den for at vise, hvor levende de følelser var, der tyngede mig. Jeg havde påvirket min fantasi så stærkt, at jeg virkelig troede, der lå en særegen atmosfære over hele huset og ejendommen, begrænset til dem selv og deres nærmeste omgivelser — en atmosfære uden slægtskab med himlens luft, men som var steget op fra de forrådnende træer, den grå mur og den tavse sø — en pestbefængt og mystisk damp, mat, træg, svagt synlig og blyfarvet.
Jeg rystede det, der måtte have været en drøm, af mig og betragtede bygningens virkelige udseende nøjere. Dens fremherskende særpræg syntes at være en umådelig alder. Tidens misfarvning var omfattende. Små svampe dækkede hele ydersiden og hang i et fint, sammenfiltret spind fra tagudhængene. Dog havde alt dette intet at gøre med nogen usædvanlig forfaldstilstand. Ingen del af murværket var styrtet sammen; og der syntes at være en vild uoverensstemmelse mellem delenes stadig fuldkomne sammenføjning og de enkelte stenes smuldrende tilstand. Dette mindede mig i høj grad om det falske helhedsindtryk af gammelt træværk, som i lange år er rådnet i en forsømt hvælving uden at være blevet forstyrret af den ydre lufts ånde. Bortset fra dette tegn på omfattende forfald vidnede bygningen dog kun lidet om ustabilitet. Måske kunne et granskende øje have opdaget en knap synlig revne, der fra bygningens forreste tag strakte sig ned ad muren i zigzag, indtil den forsvandt i søens dystre vand.
Da jeg havde bemærket disse ting, red jeg over en kort dæmning hen til huset. En tjener, der stod parat, tog min hest, og jeg trådte ind gennem hallens gotiske buegang. En kammertjener med lydløse skridt førte mig derfra i tavshed gennem mange mørke og snørklede gange på vej mod sin herres arbejdsværelse. Meget af det, jeg mødte undervejs, bidrog, jeg ved ikke hvordan, til at forstærke de vage følelser, jeg allerede har omtalt. Skønt genstandene omkring mig — loftets udskæringer, væggenes dystre gobeliner, gulvenes ibenholtsorte mørke og de fantasmagoriske våbenmærker, der klirrede, når jeg gik forbi — blot var ting, jeg eller ting af samme slags havde kendt fra barnsben, og skønt jeg ikke tøvede med at indrømme, hvor velkendt alt dette var, undrede jeg mig stadig over, hvor fremmede de forestillinger var, som almindelige genstande vakte. På en af trapperne mødte jeg familiens læge. Hans ansigt bar, syntes jeg, et blandet udtryk af lumsk snedighed og rådvildhed. Han hilste på mig med ængstelse og gik videre. Kammertjeneren slog nu en dør op og førte mig ind til sin herre.
Det værelse, jeg befandt mig i, var meget stort og højt til loftet. Vinduerne var lange, smalle og spidsbuede og sad så højt over det sorte egetræsgulv, at de var helt utilgængelige indefra. Svage glimt af rødt lys fandt vej gennem de sprossede ruder og gjorde de mest fremtrædende genstande omkring mig tilstrækkeligt synlige; øjet kæmpede dog forgæves for at nå kammerets fjernere hjørner eller hvælvingens kroge og udsmykkede loft. Mørke draperier hang langs væggene. Møblementet var overdådigt, ukomfortabelt, gammeldags og laset. Bøger og musikinstrumenter lå spredt omkring, men formåede ikke at give scenen liv. Jeg følte, at jeg indåndede en sorgens atmosfære. En barsk, dyb og uoprettelig dysterhed hvilede over alt og gennemtrængte det hele.
Da jeg trådte ind, rejste Usher sig fra den sofa, han havde ligget udstrakt på, og hilste mig med en livlig varme, der efter min første tanke rummede noget af en overdreven hjertelighed — en verdensmands anstrengte bestræbelse på at skjule sin lede ved tilværelsen. Et blik på hans ansigt overbeviste mig dog om hans fuldkomne oprigtighed. Vi satte os, og i nogle øjeblikke, mens han ikke sagde noget, betragtede jeg ham med en følelse halvt af medlidenhed, halvt af ærefrygt. Aldrig før var et menneske vel blevet så frygteligt forandret på så kort tid, som Roderick Usher var det! Det var med besvær, jeg kunne få mig selv til at godtage, at den blege skikkelse foran mig var den samme som min barndoms kammerat. Hans ansigt havde dog altid været bemærkelsesværdigt. En ligbleg hudfarve; et øje stort, fugtigt og uforligneligt strålende; læber, noget tynde og meget blege, men med en overordentlig smuk bue; en næse af sart hebraisk form, men med næsebor, der var usædvanligt brede i forhold til den slags; en fint formet hage, hvis manglende fremspring vidnede om mangel på moralsk energi; hår, der var blødere og finere end spindelvæv; — disse træk, sammen med en uforholdsmæssig udvidelse af panden over tindingerne, dannede tilsammen et ansigt, der ikke var let at glemme. Og nu lå der i den blotte overdrivelse af trækkenes fremherskende karakter og det udtryk, de plejede at give, så megen forandring, at jeg tvivlede på, hvem jeg talte med. Hudens nu spøgelsesagtige bleghed og øjets nu mirakuløse glans slog mig frem for alt og fyldte mig endog med ærefrygt. Også det silkebløde hår havde man ladet vokse helt uden opsyn, og når det i sin vilde, spindelvævsfine struktur svævede snarere end faldt omkring ansigtet, kunne jeg ikke, selv med anstrengelse, forbinde dets arabeske udtryk med nogen forestilling om et almindeligt menneske.
I min vens væsen slog en usammenhæng — en inkonsekvens — mig straks, og jeg fandt snart ud af, at den skyldtes en række svage og forgæves forsøg på at overvinde en indgroet ængstelse — en overdreven nervøs uro. Noget sådant havde jeg ganske vist været forberedt på, ikke mindre af hans brev end af erindringer om visse træk fra hans drengeår og slutninger, jeg havde draget af hans særegne fysiske bygning og temperament. Hans adfærd vekslede mellem livlighed og muthed. Hans stemme skiftede hurtigt fra en skælvende ubeslutsomhed (når livsånderne syntes aldeles fraværende) til en art energisk kortfattethed — den bratte, tungtvejende, langsomme og hult klingende udtale — den blytunge, afbalancerede og fuldkomment modulerede gutturale stemmeføring, man kan iagttage hos den fortabte dranker eller den uforbederlige opiumsæder i deres mest intense ophidselses stunder.
Således talte han om formålet med mit besøg, om sit inderlige ønske om at se mig og om den trøst, han ventede, at jeg skulle skænke ham. Han beskrev udførligt, hvad han mente var hans sygdoms natur. Den var, sagde han, en medfødt og arvelig lidelse, som han fortvivlede om nogensinde at finde et middel imod — blot en nervøs lidelse, tilføjede han straks, som utvivlsomt snart ville gå over. Den viste sig i en mængde unaturlige sanseindtryk. Nogle af dem, sådan som han beskrev dem, vakte min interesse og forvirrede mig; måske havde ordvalget og fortællingens almindelige form dog også deres betydning. Han led meget under en sygelig skærpelse af sanserne; kun den mest smagsløse mad kunne han tåle; han kunne kun bære klæder af en bestemt tekstur; alle blomsters dufte var ham en plage; hans øjne pintes selv af det svageste lys; og der fandtes kun særlige lyde, fra strengeinstrumenter, som ikke indgød ham rædsel.
Jeg fandt ham lænket til en sælsom art rædsel. »Jeg går til grunde,« sagde han, »jeg må gå til grunde i denne ynkelige tåbelighed. Således, således og ikke på anden vis vil jeg fortabes. Jeg frygter fremtidens begivenheder, ikke i sig selv, men for deres følger. Jeg gyser ved tanken om enhver, selv den mest ubetydelige hændelse, der kan virke på denne uudholdelige sjæleuro. Jeg nærer ganske vist ingen afsky for fare, undtagen for dens absolutte virkning — skrækken. I denne nerveløse, i denne ynkværdige tilstand føler jeg, at tiden før eller siden vil komme, da jeg må opgive både livet og forstanden i en kamp med det grumme spøgelse, FRYGT.«
Jeg erfarede desuden, med mellemrum og gennem brudstykkeagtige og tvetydige antydninger, endnu et besynderligt træk ved hans sjælelige tilstand. Han var bundet af visse overtroiske forestillinger om den bolig, han beboede, og som han i mange år aldrig havde vovet sig udenfor — om en indflydelse, hvis formodede kraft blev beskrevet med ord, der var for dunkle til at gentage her — en indflydelse, som visse særegenheder ved hans familiesædes blotte form og stof, sagde han, gennem lang tids påvirkning havde fået over hans sind — en virkning, som de grå murers og tårnes fysiske skikkelse og den dunkle kær, de alle skuede ned i, omsider havde frembragt på hans tilværelses moralske side.
Han indrømmede dog, om end tøvende, at en stor del af den særlige dysterhed, der således plagede ham, kunne føres tilbage til en mere naturlig og langt mere håndgribelig årsag — hans ømt elskede søsters alvorlige og langvarige sygdom, ja, hendes åbenbart nært forestående død; hun havde været hans eneste ledsager gennem mange år og hans sidste og eneste slægtning på jorden. »Hendes død,« sagde han med en bitterhed, jeg aldrig kan glemme, »vil efterlade ham — ham, den håbløse og skrøbelige — som den sidste af Ushers gamle slægt.« Mens han talte, gik lady Madeline (for sådan kaldte man hende) langsomt gennem en fjern del af værelset og forsvandt uden at have bemærket, at jeg var der. Jeg betragtede hende med fuldstændig forbløffelse, ikke uden en vis rædsel, og alligevel fandt jeg det umuligt at forklare disse følelser. En følelse af lammelse overvældede mig, mens mine øjne fulgte hendes vigende skridt. Da en dør omsider lukkede sig bag hende, søgte mit blik instinktivt og ivrigt broderens ansigt; men han havde begravet ansigtet i hænderne, og jeg kunne kun se, at en langt større bleghed end sædvanlig havde bredt sig over de afmagrede fingre, hvorimellem mange lidenskabelige tårer sivede frem.
Lady Madelines sygdom havde længe trodset lægernes kunnen. En vedvarende apati, en gradvis afmagring og hyppige, om end forbigående, anfald af en delvis kataleptisk art var den usædvanlige diagnose. Hidtil havde hun standhaftigt holdt stand mod sygdommens tryk og havde ikke endeligt lagt sig til sengs; men hen imod aften på den dag, jeg ankom til huset, bukkede hun under for ødelæggerens knusende magt (som hendes bror fortalte mig samme aften med ubeskrivelig sindsbevægelse), og jeg erfarede, at det glimt, jeg havde fået af hende, således sandsynligvis ville blive det sidste — at jeg i hvert fald ikke ville se ladyen mere, så længe hun levede.
I flere dage derefter nævnte hverken Usher eller jeg hendes navn, og i denne tid var jeg optaget af alvorlige forsøg på at lindre min vens melankoli. Vi malede og læste sammen, eller også lyttede jeg, som i en drøm, til hans vilde improvisationer på den talende guitar. Og således, jo nærmere et fortroligt venskab lod mig trænge ind i hans sjæls dybeste kroge, desto bitrere indså jeg, hvor forgæves ethvert forsøg var på at opmuntre et sind, hvorfra mørket, som om det var en iboende egenskab, uden ophør strømmede ud over alle den fysiske og moralske verdens genstande i en ubrudt stråleglans af dysterhed.
Jeg vil altid bære med mig mindet om de mange højtidelige timer, jeg således tilbragte alene med Usherhusets herre. Dog ville jeg komme til kort i ethvert forsøg på at formidle en forestilling om den nøjagtige art af de studier eller beskæftigelser, han indviede mig i eller viste mig vejen til. En ophidset og stærkt forstyrret idealitet kastede et svovlagtigt skær over alt. Hans lange, improviserede klagesange vil for evigt klinge i mine ører. Blandt andet har jeg med smerte i erindringen en vis ejendommelig forvanskning og udvidelse af von Webers vilde melodi til den sidste vals. Af de malerier, som hans omstændelige fantasi grublede over, og som strøg for strøg voksede frem mod en vaghed, der fik mig til at gyse så meget desto stærkere, fordi jeg gysede uden at vide hvorfor — af disse malerier, hvis billeder nu står så levende for mig, ville jeg forgæves forsøge at udlede mere end en ringe del, der kunne rummes i skrevne ord alene. Ved sine uhyre enkle, nøgne kompositioner fængslede og overvældede han beskueren. Hvis noget dødeligt menneske nogensinde har malet en tanke, var dette menneske Roderick Usher. For mig, i hvert fald, og under de omstændigheder, der da omgav mig, udsprang der af de rene abstraktioner, som den hypokondriske mand formåede at kaste på lærredet, en uudholdelig rædsel, hvis skygge jeg aldrig før havde følt, når jeg betragtede Fuselis ganske vist strålende, men alt for konkrete drømme.
En af min vens fantasmagoriske forestillinger, der ikke så strengt fulgte abstraktionens ånd, kan, om end kun svagt, skitseres med ord. Et lille billede viste det indre af en uhyre lang, rektangulær hvælving eller tunnel med lave, glatte, hvide vægge uden afbrydelser eller udsmykning. Visse detaljer i kompositionen tjente til at formidle forestillingen om, at denne udgravning lå i en overordentlig dybde under jordens overflade. Ingen udgang kunne ses noget sted i dens vidtstrakte rum, og hverken en fakkel eller nogen anden kunstig lyskilde var at skimte; alligevel strømmede et væld af intense stråler igennem den og badede det hele i et uhyggeligt og upassende skær.
Jeg har netop omtalt den sygelige tilstand i hørenerven, der gjorde al musik uudholdelig for den lidende, med undtagelse af visse virkninger af strengeinstrumenter. Det var måske de snævre grænser, han således satte for sig selv på guitaren, der i høj grad gav opførelserne deres fantastiske karakter. Men hans glødende lethed i improvisationerne lod sig ikke forklare således. De måtte være — og var — både i tonerne og i ordene i hans vilde fantasier (for han ledsagede ikke sjældent sig selv med improviserede rimede vers) resultatet af den intense åndelige samling og koncentration, som jeg tidligere har omtalt som noget, der kun viste sig i særlige øjeblikke af den stærkeste kunstige ophidselse. Ordene til en af disse rapsodier har jeg let kunnet huske. Måske gjorde den et stærkere indtryk på mig, fordi jeg, mens han fremførte den, under dens dybere, mystiske betydningsstrøm mente for første gang at skimte en fuld bevidsthed hos Usher om, at hans ophøjede fornuft vaklede på sin trone. Versene, der bar titlen »Det hjemsøgte palads«, lød omtrent således, om ikke helt nøjagtigt:
I den grønneste af vore dale,
beboet af gode engle,
hævede sig engang et skønt og stateligt palads —
et strålende palads.
I tankens kongerige —
dér stod det!
Ingen seraf havde bredt sine vinger
over en bygning halvt så skøn.
Gule, herlige, gyldne bannere
fløj og bølgede over dets tag;
(alt dette — ja, alt dette — hørte fortidens
gamle tid til);
og hver en mild brise, der legede,
på den søde dag,
langs brystværnene, fjerprydet og bleg,
drog bort på vinger med en duft.
Vandrere i den lykkelige dal
så gennem to lysende vinduer
ånder bevæge sig musikalsk
til lutens velstemte lov;
omkring en trone, hvor han sad
(porphyrogene!),
i en pragt, der sømmede sig for hans herlighed,
så man rigets hersker.
Og den fagre paladsdør strålede
med perler og rubiner,
gennem den strømmede, strømmede, strømmede
altid funklende
et følge af ekkoer, hvis søde pligt
blot var at synge,
med stemmer af uforlignelig skønhed,
om deres konges vid og visdom.
Men onde væsner i sorgens klæder
angreb monarkens høje stand;
(ak, lad os sørge, for ingen morgen
vil gry for ham, forladt og ensom!)
Og omkring hans hjem er herligheden,
der rødmede og blomstrede,
blot en svagt erindret fortælling
om den gamle, begravede tid.
Og rejsende, som nu færdes i dalen,
ser gennem de rødt oplyste vinduer
vældige skikkelser bevæge sig fantastisk
til en disharmonisk melodi;
mens der, som en hastig, uhyggelig flod,
gennem den blege dør
bestandig strømmer en hæslig vrimmel ud,
og ler — men smiler aldrig mer.
Jeg husker tydeligt, at de tanker, denne ballade vakte, førte os ind i en tankegang, hvor en af Ushers meninger kom til syne. Jeg nævner den ikke så meget for dens nyheds skyld (for andre har tænkt således), men for den hårdnakkethed, hvormed han fastholdt den. I sin almindelige form gik denne mening ud på, at alle planter besidder sansning. Men i hans forstyrrede fantasi havde tanken antaget en dristigere karakter og overskred under visse betingelser grænsen til det livløse. Jeg savner ord til at udtrykke hele omfanget af hans overbevisning eller dens lidenskabelige hengivelse. Troen var imidlertid knyttet til — som jeg tidligere har antydet — hans forfædres hjems grå sten. Han forestillede sig, at betingelserne for sansning her var opfyldt ved den måde, stenene var føjet sammen på — i den orden, de var anbragt i, såvel som i den orden, hvori de mange svampe bredte sig over dem, og de forrådnende træer stod omkring dem — frem for alt ved denne ordnings lange, uforstyrrede beståen og dens genspejling i tarnens stille vand. Dens bevis — beviset på sansning — kunne efter hans ord ses (og her fór jeg sammen, da han talte) i den gradvise, men sikre fortætning af en egen atmosfære omkring vandet og murene. Resultatet viste sig, tilføjede han, i den tavse, men påtrængende og frygtelige indflydelse, som i århundreder havde formet hans families skæbne, og som havde gjort ham til det, jeg nu så — til den, han var. Sådanne meninger behøver ingen kommentar, og jeg vil heller ikke give nogen.
Vore bøger — de bøger, der i årevis havde udgjort en ikke ringe del af den syges åndelige liv — stemte, som man kunne vente, nøje overens med denne fantasmagoriske karakter. Vi fordybede os sammen i værker som Gressets »Ververt et Chartreuse«, Machiavellis »Belphegor«, Swedenborgs »Himmel og helvede«, Holbergs »Niels Klims underjordiske rejse«, Robert Fluds, Jean D’Indaginés og De la Chambres »Håndkunsten«, Tiecks »Rejsen i det blå fjerne« og Campanellas »Solstaten«. Et af yndlingsbindene var en lille oktavudgave af dominikaneren Eymeric de Gironnes »Directorium Inquisitorium«; og der var steder hos Pomponius Mela om de gamle afrikanske satyrer og ægipanere, som Usher kunne sidde og drømme over i timevis. Hans største glæde fandt han dog i læsningen af en yderst sjælden og mærkværdig bog i kvartformat, trykt med gotiske typer — håndbogen fra en glemt kirke, »Vigiliæ Mortuorum Secundum Chorum Ecclesiæ Maguntinæ«.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dette værks vilde ritual og dets sandsynlige indflydelse på den hypokondriske mand, da han en aften pludselig meddelte mig, at lady Madeline ikke længere var blandt de levende, og erklærede, at han agtede at bevare hendes lig i fjorten dage (inden den endelige begravelse) i en af de mange hvælvinger inden for bygningens ydre mure. Den verdslige grund, han anførte for denne usædvanlige fremgangsmåde, var dog en, som jeg ikke følte mig berettiget til at anfægte. Broderen var nået frem til sin beslutning (således fortalte han mig) efter at have overvejet den afdødes sygdoms usædvanlige art, lægernes påtrængende og ivrige forespørgsler samt familiens gravplads’ afsides og udsatte beliggenhed. Jeg vil ikke nægte, at da jeg kom til at tænke på den uhyggelige mine hos den person, jeg havde mødt på trappen den dag, jeg ankom til huset, havde jeg intet ønske om at modsætte mig, hvad jeg i bedste fald anså for en harmløs og på ingen måde unaturlig forholdsregel.
På Ushers anmodning hjalp jeg ham personligt med forberedelserne til den foreløbige begravelse. Da liget var lagt i kisten, bar vi to det alene til dets hvilested. Hvælvingen, hvor vi anbragte det (og som havde været lukket så længe, at vore fakler, halvt kvalt i den trykkende luft, kun gav os ringe mulighed for at undersøge den), var lille, fugtig og helt uden adgang for lys; den lå dybt nede, umiddelbart under den del af bygningen, hvor mit eget sovekammer lå. Den havde øjensynlig i fjerne feudale tider været brugt til en fæstnings inderste fangehuls værste formål og senere som opbevaringssted for krudt eller et andet særdeles brændbart stof; en del af gulvet og hele indersiden af den lange, hvælvede gang, som vi nåede den ad, var nemlig omhyggeligt beklædt med kobber. Døren af massivt jern var ligeledes beskyttet på samme måde. Dens enorme vægt frembragte en usædvanlig skarp, skærende lyd, når den bevægede sig på hængslerne.
Da vi havde lagt vor sørgelige byrde på bukke i dette rædslernes sted, skød vi det endnu ikke fastskruede kistelåg en smule til side og så på den, der lå deri. En slående lighed mellem broderen og søsteren fangede nu for første gang min opmærksomhed; og Usher, der måske gættede mine tanker, mumlede nogle få ord, hvoraf jeg erfarede, at den afdøde og han selv havde været tvillinger, og at der altid havde bestået et næppe begribeligt sjæleligt bånd mellem dem. Vort blik hvilede dog ikke længe på den døde — thi vi kunne ikke se på hende uden ærefrygt. Den sygdom, der havde lagt damen i graven i hendes ungdoms fulde blomstring, havde, som det sædvanligvis sker ved alle lidelser af udpræget kataleptisk art, efterladt en skygge af svag rødme på brystet og i ansigtet og det mistænkeligt dvælende smil på læben, som er så frygteligt i døden. Vi lagde låget på igen og skruede det fast, og efter at have sikret jerndøren begav vi os med besvær op til husets næppe mindre dystre gemakker.
Og nu, da nogle dage med bitter sorg var gået, indtrådte der en mærkbar forandring i min vens sindssygdoms præg. Hans sædvanlige væsen var forsvundet. Hans sædvanlige gøremål blev forsømt eller glemt. Han strejfede fra værelse til værelse med hurtige, ujævne og formålsløse skridt. Hans ansigts bleghed havde om muligt fået en endnu mere dødbleg tone — men glansen i hans øje var helt slukket. Den hæshed, der før kun nu og da havde været at høre i hans stemme, lød ikke mere; i stedet var hans tale bestandig præget af en skælvende bæven, som af den yderste rædsel. Der var ganske vist stunder, hvor jeg mente, at hans uophørligt ophidsede sind kæmpede med en eller anden tyngende hemmelighed, hvis afsløring krævede et mod, han måtte samle. Andre gange måtte jeg dog slå det hele hen som blot og bar uforklarlige vanvidsindfald, for jeg så ham stirre ud i tomheden i timevis, i en dybt koncentreret stilling, som om han lyttede efter en indbildt lyd. Det var ikke underligt, at hans tilstand skræmte — at den smittede mig. Jeg mærkede hans egne fantastiske, men stærkt fængslende overtroiske forestillinger langsomt, men sikkert krybe ind på mig.
Det var især, da jeg sent om aftenen på den syvende eller ottende dag efter at frøken Madeline var blevet anbragt i gravkammeret, gik til sengs, at jeg mærkede den fulde styrke af sådanne følelser. Søvnen nærmede sig ikke mit leje — timerne gled langsomt hen, den ene efter den anden. Jeg kæmpede for at ræsonnere mig ud af den nervøsitet, der havde magten over mig. Jeg forsøgte at tro, at meget, om ikke alt, hvad jeg følte, skyldtes værelsets forvirrende, dystre indbo — de mørke, flossede gardiner, som den tiltagende stormvind satte i bevægelse, så de flakkede frem og tilbage på væggene og raslede uroligt omkring sengens udsmykning. Men mine anstrengelser var forgæves. En uimodståelig skælven gennemstrømmede efterhånden min krop; og til sidst lagde en inkubus af fuldstændig grundløs rædsel sig på mit hjerte. Med et gisp og en anstrengelse rystede jeg den af mig, satte mig op på puderne og spejdede intenst ud i værelsets tætte mørke, mens jeg lyttede — jeg ved ikke hvorfor, medmindre en instinktiv drift tilskyndede mig — til visse lave og ubestemmelige lyde, som med lange mellemrum trængte frem, når stormen holdt pause; jeg vidste ikke hvorfra. Overvældet af en intens følelse af rædsel, uforklarlig, men uudholdelig, kastede jeg hurtigt tøjet på (for jeg følte, at jeg ikke ville få mere søvn den nat) og forsøgte at ryste mig ud af den ynkelige tilstand, jeg var sunket ned i, ved hurtigt at gå frem og tilbage gennem værelset.
Jeg havde kun gået nogle få ture på denne måde, da lette skridt på den tilstødende trappe fangede min opmærksomhed. Snart genkendte jeg dem som Ushers. Et øjeblik senere bankede han sagte på min dør og trådte ind med en lampe i hånden. Hans ansigt var som sædvanlig ligblegt — men derudover var der en slags vanvittig munterhed i hans øjne, en tydeligt behersket hysteri i hele hans væsen. Hans udtryk skræmte mig — men alt var at foretrække frem for den ensomhed, jeg så længe havde udholdt, og jeg bød ham endog velkommen som en lettelse.
«Og De har ikke set det?» sagde han brat, efter i nogle øjeblikke at have stirret tavst omkring sig — «De har altså ikke set det? — men vent! De skal.» Med disse ord skærmede han omhyggeligt sin lampe, skyndte sig hen til et af vinduerne og slog det helt op mod stormen.
Det voldsomt fremstormende vindstød var nær ved at rive os omkuld. Det var virkelig en stormfuld, men strengt taget skøn nat, og i sin rædsel og skønhed vildt ejendommelig. En hvirvelvind syntes at have samlet sine kræfter i nærheden af os; thi vinden skiftede hyppigt og voldsomt retning, og skyernes overordentlige tæthed (de hang så lavt, at de trykkede mod husets tårne) hindrede os ikke i at se den livagtige fart, hvormed de fór hvirvlende fra alle sider mod hinanden uden at forsvinde i det fjerne. Jeg siger, at selv deres overordentlige tæthed ikke hindrede os i at se dette — og dog fik vi ikke et glimt af månen eller stjernerne, og heller ikke lynede det. Men undersiden af de vældige masser af oprørt damp, ligesom alle jordiske genstande umiddelbart omkring os, glødede i det unaturlige skær fra en svagt lysende og tydeligt synlig gasagtig udånding, der hang omkring og indhyllede huset.
«De må ikke — De skal ikke se dette!» sagde jeg skælvende til Usher, idet jeg med mild magt førte ham fra vinduet hen til en stol. «Disse fænomener, som forvirrer Dem, er blot elektriske foreteelser, der ikke er usædvanlige — eller måske har de deres uhyggelige udspring i den stinkende mosegas fra søen. Lad os lukke vinduet; luften er kold og farlig for Deres helbred. Her er en af Deres yndlingsromaner. Jeg vil læse, og De skal lytte — så tilbringer vi denne frygtelige nat sammen.»
Det gamle bind, jeg havde taget op, var «Den gale Trist» af sir Launcelot Canning; men jeg havde kaldt den en af Ushers yndlingsbøger mere i sørgmodig spøg end i alvor, for sandheden var, at dens kluntede og fantasiløse vidtløftighed næppe kunne have interesseret min vens ophøjede, åndelige idealitet. Det var imidlertid den eneste bog, der var lige ved hånden; og jeg nærede et vagt håb om, at den ophidselse, der nu rystede den hypokondriske mand, måske kunne finde lindring (thi sindssygdommens historie er fuld af lignende særheder) selv i den yderste tåbelighed i det, jeg ville læse. Havde jeg kunnet dømme efter den vilde, overdrevne livlighed, hvormed han lyttede — eller tilsyneladende lyttede — til fortællingens ord, kunne jeg med god grund have lykønsket mig selv med, at min plan var lykkedes.
Jeg var nået til det velkendte afsnit af fortællingen, hvor Ethelred, helten i «Trist», efter forgæves at have søgt at få fredelig adgang til eneboerens bolig beslutter sig for at tiltvinge sig adgang. Her lyder fortællingen, som man vil huske, således:
«Og Ethelred, som af natur havde et tappert hjerte, og som nu tillige var stærk, takket være den kraftige vin, han havde drukket, ventede ikke længere med at føre ordskifte med eneboeren, der sandelig var af et stædigt og ondsindet sind, men mærkede regnen på sine skuldre og frygtede, at stormen skulle tage til, løftede straks sin kølle og slog hul i døren, så hans handskehånd kunne komme igennem; og da han nu trak kraftigt til med den, knagede og flækkede han og rev det hele fra hinanden, så den tørre, hult klingende lyd af træet lød og genlød gennem skoven.»
Da jeg nåede slutningen af denne sætning, fór jeg sammen og tav et øjeblik; for det forekom mig (skønt jeg straks sluttede, at min ophidsede fantasi havde bedraget mig) — det forekom mig, at der fra en fjern afkrog af herregården svagt nåede mine ører noget, der i sin nøjagtige lighed med lyden måtte være et ekko (dog ganske vist et dæmpet og mat et) af netop den knagende og flængende lyd, som sir Launcelot så udførligt havde beskrevet. Det var uden tvivl kun sammenfaldet, der havde vakt min opmærksomhed; for midt i vinduesrammernes klapren og stormens stadigt tiltagende, sædvanlige blanding af lyde var lyden i sig selv næppe noget, der burde have interesseret eller foruroliget mig. Jeg fortsatte fortællingen:
»Men den gode kæmpe Ethelred blev nu, da han trådte indenfor døren, højlig forbitret og forbløffet over ikke at finde noget tegn på den ondskabsfulde eremit; i stedet så han en drage af skællet og uhyre væsen, med en flammende tunge, som sad vagt foran et palads af guld med gulv af sølv; og på væggen hang et skjold af skinnende messing, hvorpå følgende var indskrevet —
Den, som træder herind, har sejren vundet;
Den, som dræber dragen, får skjoldet fundet.«
Og Ethelred løftede sin kølle og slog dragen i hovedet, så den faldt foran ham og udåndede sin pestbefængte ånde med et skrig så frygteligt og hæst, og tillige så gennemtrængende, at Ethelred måtte holde sig for ørerne med hænderne for at værne sig mod den rædsomme larm, hvis lige aldrig før var hørt.«
Her tav jeg atter brat, nu med en følelse af vild forbløffelse — for der kunne ikke være nogen tvivl om, at jeg denne gang virkelig hørte (skønt det var mig umuligt at sige, fra hvilken retning lyden kom) en lav og tilsyneladende fjern, men hæs, langtrukken og højst usædvanlig skrigende eller skurrende lyd — nøjagtig magen til det, min fantasi allerede havde fremmanet som dragens unaturlige skrig, sådan som romandigteren havde beskrevet det.
Skønt jeg ganske vist var undertrykt af tusinde modstridende følelser ved dette andet og højst mærkværdige sammenfald, og skønt forundring og den yderste rædsel var de stærkeste iblandt dem, bevarede jeg dog tilstrækkeligt nærvær til ikke ved nogen bemærkning at ophidse min ledsagers følsomme nervøsitet. Jeg var langtfra sikker på, at han havde bemærket de pågældende lyde; om end der utvivlsomt i de sidste minutter var indtrådt en besynderlig forandring i hans væsen. Fra at sidde vendt mod mig havde han lidt efter lidt drejet sin stol, så han nu sad med ansigtet mod kammerets dør; derfor kunne jeg kun delvis se hans ansigtstræk, skønt jeg så hans læber skælve, som om han mumlede uhørligt. Hans hoved var sunket ned mod brystet — dog vidste jeg, at han ikke sov, for jeg så i profil hans øje stå vidt åbent og stift. Også hans krops bevægelse talte imod denne tanke — han vuggede fra side til side i en sagte, men stadig og ensartet bevægelse. Efter hurtigt at have bemærket alt dette genoptog jeg fortællingen om sir Launcelot, som nu lød således:
»Og nu, da kæmpen var undsluppet dragens frygtelige raseri, kom han i tanker om messingskjoldet og om den fortryllelses ophævelse, der hvilede over det; han fjernede kadaveret fra sin vej og nærmede sig modigt hen over slottets sølvbelagte gulv til stedet på væggen, hvor skjoldet hang; men i sandhed ventede det ikke, til han var helt fremme, før det faldt ned for hans fødder på sølvgulvet med en vældig og frygtelig klang.«
Knap var disse stavelser sluppet over mine læber, før jeg — som om et messingskjold i samme øjeblik virkelig var faldet tungt ned på et sølvgulv — blev mig en tydelig, hul, metallisk og klangfuld, men tilsyneladende dæmpet genlyd bevidst. Helt fra sans og samling sprang jeg op; men Ushers regelmæssige vuggende bevægelse blev ikke afbrudt. Jeg styrtede hen til stolen, han sad i. Hans øjne var stift rettet frem for sig, og hele hans ansigt var præget af en stenet stivhed. Men da jeg lagde hånden på hans skulder, gik en voldsom rystelse gennem hele hans krop; et sygeligt smil sitrede om hans læber; og jeg så, at han talte med lav, forpustet og stammende stemme, som om han ikke var sig min tilstedeværelse bevidst. Jeg bøjede mig tæt ind over ham og opfangede omsider det frygtelige indhold af hans ord.
»Ikke høre det? — jo, jeg hører det, og jeg har hørt det. Længe — længe — længe — i mange minutter, mange timer, mange dage har jeg hørt det — men jeg turde ikke — åh, forbarm dig over mig, elendige stakkel, som jeg er! — jeg turde ikke — jeg turde ikke tale! Vi har lagt hende levende i graven! Sagde jeg ikke, at mine sanser var skarpe? Nu siger jeg dig, at jeg hørte hendes første svage bevægelser i den hule kiste. Jeg hørte dem — for mange, mange dage siden — men jeg turde ikke — jeg turde ikke tale! Og nu — i nat — Ethelred — ha! ha! — eremitdørens bragen, dragens dødsrallen og skjoldets klang! — nej, snarere: hendes kistes flængen, de jerngræsselige hængslers skurren i hendes fængselsdør og hendes kamp inde i gravens kobberbeklædte buegang! Åh, hvor skal jeg flygte hen? Kommer hun ikke snart herind? Skynder hun sig ikke for at bebrejde mig min hast? Har jeg ikke hørt hendes skridt på trappen? Skelner jeg ikke den tunge og rædsomme banken fra hendes hjerte? Vanvittige!« — her sprang han rasende op og skreg ordene ud, som om han i anstrengelsen opgav sin sjæl — »Vanvittige! Jeg siger dig, at hun nu står uden for døren!«
Som om hans ords overmenneskelige kraft havde rummet en besværgelses magt, slog de vældige, antikke dørfløje, som taleren pegede på, straks langsomt tilbage med deres tunge, ibenholtsorte kæber. Det skyldtes vindstødet, der fór ind — men uden for dørene stod dog den høje, indhyllede skikkelse af lady Madeline Usher. Der var blod på hendes hvide klæder, og hvert sted på hendes afmagrede skikkelse bar vidnesbyrd om en bitter kamp. Et øjeblik blev hun stående, skælvende og vaklende frem og tilbage på tærsklen — så faldt hun med et sagte, stønnende skrig tungt ind over sin bror, og i sine voldsomme, nu sidste dødsrystelser slog hun ham omkuld som lig, et offer for de rædsler, han havde forudset.
Fra kammeret og fra herregården flygtede jeg forfærdet. Stormen rasede stadig i al sin styrke, da jeg nåede den gamle dæmning. Pludselig skød et vildt lys hen over stien, og jeg vendte mig for at se, hvorfra en så usædvanlig glans kunne komme; for bag mig lå kun det vældige hus og dets skygger. Lyset kom fra den fulde, nedgående, blodrøde måne, som nu skinnede klart gennem den før knap synlige revne, jeg tidligere har omtalt, og som strakte sig i zigzag fra bygningens tag til dens fod. Mens jeg stirrede, blev revnen hurtigt bredere — en voldsom pust fra hvirvelvinden fór forbi — hele himmellegemet brød på én gang frem for mit blik — mit hoved svimlede, da jeg så de mægtige mure styrte fra hinanden — en lang, buldrende larm lød som tusinde vandes røst — og det dybe, mørke kær ved mine fødder lukkede sig tungt og tavst over brudstykkerne af »Usher-huset«.
Hvad det betyder
Fortællingen viser, hvordan frygt bliver en ødelæggende kraft, der overvælder dømmekraften og spreder sig fra én person til en anden. Roderick forudsiger, at rædslen i sig selv vil slå ham ihjel. Senere får hans frygt ham til at tie stille, selv efter at han hører Madeline bevæge sig i sin kiste. Fortælleren tvivler først på Rodericks forestillinger, men deler efterhånden hans rædsel og har svært ved at forklare det, han hører og ser. Herskabshuset forbinder også familiens fysiske forfald med dens følelsesmæssige sammenbrud. Den næsten usynlige revne bliver til et fatalt brud, netop som de sidste to medlemmer af Usher-familien dør. Slutningen samler familiens og hjemmets undergang og fuldender dermed titlens dobbelte betydning.
Gratis i 3 måneder
200.000+ klassikere. Alle formater, gratis at starte.
e-bøger og 15-minutters resuméer samt enhver bog trykt til kostpris, også i stor skrift.
Tre spørgsmål til eftertanke
- Hvordan ændrer fortællerens reaktion på herskabshuset sig, efterhånden som han tilbringer mere tid sammen med Roderick?
- Hvilke detaljer forbereder læseren på Madelines tilbagekomst, før Roderick indrømmer, at hun blev begravet levende?
- Hvordan afspejler Rodericks maleri, sang og læsning hans frygt for sig selv og sin familie?
Gratis i 3 måneder
200.000+ klassikere. Alle formater, gratis at starte.
e-bøger og 15-minutters resuméer samt enhver bog trykt til kostpris, også i stor skrift.


Læs 15-minuttersresuméet nu, og bestil den trykte bog – også med stor skrift – til kostpris.
Prøv 3 måneder gratis




















