Den berømte springfrø fra Calaveras County

På opfordring af en ven af mig, som skrev til mig fra Østen, opsøgte jeg den godmodige, snakkesalige gamle Simon Wheeler og spurgte efter min vens ven, Leonidas W. Smiley, sådan som jeg var blevet bedt om, og jeg vedlægger hermed resultatet. Jeg har en nagende mistanke om, at Leonidas W. Smiley er en myte — at min ven aldrig har kendt en sådan person; og at han blot forestillede sig, at hvis jeg spurgte gamle Wheeler om ham, ville det minde ham om hans berygtede Jim Smiley, og han ville gå i gang med at kede mig ihjel med en eller anden oprørende erindring om ham, lige så lang og trættende, som den ville være mig til ingen nytte. Hvis det var hensigten, lykkedes den.

Jeg fandt Simon Wheeler behageligt døsig ved kakkelovnen i skænkestuen på den forfaldne kro i den hensygnende minelejr Angel’s, og jeg bemærkede, at han var fed og skaldet, og at hans rolige ansigt havde et vindende udtryk af mildhed og enfold. Han vågnede op og ønskede mig goddag. Jeg fortalte ham, at en ven af mig havde bedt mig gøre nogle forespørgsler om en kær barndomskammerat af hans ved navn Leonidas W. Smiley — pastor Leonidas W. Smiley, en ung prædikant, som han havde hørt engang havde boet i Angel’s Camp. Jeg tilføjede, at hvis hr. Wheeler kunne fortælle mig noget om denne pastor Leonidas W. Smiley, ville jeg stå ham i stor taknemmelighed.

Simon Wheeler trængte mig op i et hjørne og spærrede mig inde dér med sin stol; så satte han sig og begyndte at fremsige den ensformige beretning, som følger efter dette afsnit. Han smilede aldrig, han rynkede aldrig panden, han hævede aldrig stemmen fra den blidt flydende tone, hvori han havde indledt sin første sætning, og han røbede ikke den mindste begejstring; men gennem hele den endeløse beretning løb en åre af imponerende alvor og oprigtighed, som tydeligt viste mig, at han langt fra at forestille sig, at der var noget latterligt eller morsomt ved historien, anså den for en virkelig vigtig sag og beundrede dens to helte som mænd med et enestående geni for »fintekunst«. Jeg lod ham fortsætte på sin egen måde og afbrød ham ikke en eneste gang.

»Pastor Leonidas W. Hm, pastor Le — nå, der var engang en fyr her ved navn Jim Smiley, vinteren ’49 — eller måske var det foråret ’50 — jeg husker det ikke rigtig, men grunden til, at jeg tror, det var det ene eller det andet, er, at jeg husker, at den store vandrende ikke var færdig, da han først kom til lejren; men i hvert fald var han den mærkeligste mand, hvad angår altid at vædde på alt, hvad der dukkede op, som De nogensinde har set, hvis han kunne få nogen til at vædde på den anden side; og hvis han ikke kunne, skiftede han side. Hvad der end passede den anden mand, passede ham — bare han kunne få et væddemål, var han tilfreds. Men han var nu alligevel heldig, ualmindelig heldig; han gik næsten altid derfra som vinder. Han var altid parat og lurede på en chance; der kunne ikke nævnes nogen som helst ting, uden at fyren tilbød at vædde på den og tage hvilken side, De ville, sådan som jeg lige fortalte Dem.«

»Hvis der var hestevæddeløb, fandt man ham enten med penge på lommen eller ruineret, når det var forbi; hvis der var hundekamp, væddede han på den; hvis der var kattekamp, væddede han på den; hvis der var hanekamp, væddede han på den; ja, hvis der sad to fugle på et hegn, ville han vædde med Dem om, hvilken af dem der fløj først; eller hvis der var vækkelsesmøde, kom han regelmæssigt for at vædde på præsten Walker, som han mente var den bedste vækkelsesprædikant her omkring, og det var han også, og et godt menneske. Hvis han bare så en løbebille begynde at gå et sted hen, ville han vædde med Dem om, hvor lang tid det ville tage den at nå — nå, hvor den nu skulle hen; og hvis De tog imod væddemålet, ville han følge efter den bille helt til Mexico for at finde ud af, hvor den var på vej hen, og hvor længe den var om at komme frem. Mange af drengene her har set den Smiley og kan fortælle Dem om ham. Det gjorde ingen forskel for ham — han væddede på hvad som helst, den forbandede fyr. Præsten Walkers kone lå engang meget syg i lang tid, og det så ud, som om de ikke kunne redde hende; men en morgen kom han ind, og Smiley spurgte ham, hvordan hun havde det, og han sagde, at hun var en hel del bedre — tak Herren for hans uendelige barmhjertighed — og kom sig så godt, at hun med Forsynets velsignelse nok skulle blive rask endnu; og Smiley siger, før han tænkte sig om: »Nå, jeg vil vædde to og en halv på, at det gør hun i hvert fald ikke.««

»Den her Smiley havde en hoppe — drengene kaldte hende femtenminutterskrikken, men det var kun for sjov, for selvfølgelig var hun hurtigere end det — og han plejede at vinde penge på den hest, selv om hun var så langsom og altid havde astma eller kværke eller svindsot eller noget i den retning. De gav hende et forspring på to eller tre hundrede yards og overhalede hende så undervejs; men altid hen mod slutningen af løbet blev hun ophidset og desperat, kom hoppende og sprællende frem og spredte benene løst omkring sig, somme tider i luften og somme tider ud til den ene side mellem hegnene, mens hun sparkede m-e-r støv op og lavede m-e-r larm med sin hosten og nysen og med at pudse næse — og altid nåede hun frem til målstregen omtrent en halslængde foran, så vidt man kunne regne det ud.«

»Og han havde en lillebitte bullterrier, som man, når man så på den, skulle tro ikke var en cent værd, bortset fra at sidde og se sur ud og lure på en chance for at stjæle noget. Men så snart der blev sat penge på den, var den en helt anden hund; underkæben begyndte at stikke frem som stævnen på en hjuldamper, og tænderne blottedes og skinnede som ovnene. En hund kunne kaste sig over den og tyrannisere den og bide den og kaste den over skulderen to eller tre gange, og Andrew Jackson — det var hvalpens navn — Andrew Jackson lod aldrig noget mærke på sig, men opførte sig, som om han var tilfreds og ikke havde ventet andet; og væddemålene blev hele tiden fordoblet og fordoblet på den anden side, til alle pengene var sat; og så greb han pludselig den anden hund lige i leddet på bagbenet og bed sig fast — ikke tygge, forstås, men bare gribe fat og holde fast, indtil de kastede håndklædet i ringen, om så det tog et år. Smiley vandt altid med den hvalp, indtil han engang satte den op mod en hund, der ikke havde nogen bagben, fordi de var blevet savet af med en rundsav; da kampen var kommet langt nok, og alle pengene var sat, og han skulle til at gribe sit kæledyrs sædvanlige tag, så han straks, hvordan han var blevet snydt, og hvordan den anden hund havde ham i knibe, så at sige; han så overrasket ud, så blev han sådan lidt modløs og prøvede ikke mere på at vinde kampen, og derfor blev han grundigt snydt. Han sendte Smiley et blik, som om han ville sige, at hans hjerte var knust, og at det var Smiley, der bar skylden, fordi han havde sat en hund op uden bagben, som han kunne få fat i — hans vigtigste holdepunkt i en kamp — og så haltede han et stykke væk, lagde sig ned og døde. Det var en god hvalp, den Andrew Jackson, og den ville være blevet berømt, hvis den havde levet, for den havde det i sig og var et geni — det ved jeg, for den havde næppe haft nogen muligheder, og det giver ingen mening, at en hund under de omstændigheder kunne kæmpe, som den gjorde, hvis den ikke havde talent. Jeg bliver altid ked af det, når jeg tænker på dens sidste kamp og på, hvordan det hele endte.«

»Jo, den dér Smiley havde rottehunde og kamphaner og hankatte og alle den slags kræ, så man ikke kunne få ro, og man kunne ikke finde på noget, han ville vædde på, uden at han tog imod. En dag fangede han en frø og tog den med hjem og sagde, at han havde tænkt sig at opdrage den; og så foretog han sig ikke andet i tre måneder end at sidde i baghaven og lære frøen at springe. Og du kan tro, han lærte den det også. Han gav den et lille puf bagi, og i næste øjeblik så man frøen hvirvle gennem luften som en doughnut — så den slog en saltomortale, eller måske et par, hvis den fik en god start, og landede fladt på fødderne, så sikker som en kat. Han lærte den at fange fluer og holdt den så meget i træning, at den fangede en flue hver gang, så langt den kunne se den. Smiley sagde, at alt, hvad en frø behøvede, var uddannelse, så kunne den næsten alt — og jeg tror ham. Jeg har sandelig set ham stille Dan’l Webster her på gulvet — Dan’l Webster var frøens navn — og råbe: ’Fluer, Dan’l, fluer!’ og hurtigere, end man kunne blinke, sprang den lige op og snappede en flue fra disken dér, og dumpede så ned på gulvet igen, fast som en klump mudder, og begyndte at klø sig på siden af hovedet med bagfoden, så ligeglad, som om den ikke anede, at den havde gjort andet end det, enhver frø kunne finde på. Aldrig har man set en frø så beskeden og ligefrem, når man tænker på, hvor begavet den var. Og når det gjaldt et regulært spring på jævnt terræn, kunne den komme længere med ét spring end noget andet dyr af sin race, du nogensinde har set. Spring på jævnt terræn var dens stærke side, forstår du; og når det kom til det, ville Smiley satse penge på den, så længe han havde en rød cent. Smiley var umådelig stolt af sin frø, og det kunne han også godt være, for alle de fyre, der havde rejst vidt omkring og været alle vegne, sagde, at den slog enhver frø, de nogensinde havde set.«

»Jo, Smiley holdt dyret i en lille tremmekasse, og somme tider tog han den med ned i byen og lurede på et væddemål. En dag traf en fyr — han var fremmed i lejren — ham med kassen og sagde:

»’Hvad mon det er, De har i kassen?’«

»Og Smiley svarede, sådan lidt ligegyldigt: ’Det kunne være en papegøje, eller det kunne være en kanariefugl, måske; men det er det ikke — det er bare en frø.’«

»Fyren tog den og så nøje på den, vendte den den ene og den anden vej og sagde: ’Hm — det er det så. Men hvad duer DEN til?’«

»’Jo,’ sagde Smiley roligt og skødesløst, ’den duer til én ting, vil jeg mene — den kan springe længere end enhver frø i Calaveras County.’

»Fyren tog kassen igen, kiggede længe og grundigt på den og gav den tilbage til Smiley og sagde meget langsomt: ’Jo,’ sagde han, ’jeg kan ikke se nogen egenskab ved den frø, der er bedre end ved enhver anden frø.’«

»’Det kan godt være, du ikke kan,’ sagde Smiley. ’Måske forstår du dig på frøer, og måske gør du ikke; måske har du erfaring, og måske er du bare amatør, så at sige. I hvert fald har jeg min mening, og jeg tør satse fyrre dollars på, at den kan springe længere end enhver frø i Calaveras County.’«

»Fyren tænkte sig om et øjeblik og sagde så lidt sørgmodigt: ’Jo, jeg er kun fremmed her, og jeg har ingen frø; men hvis jeg havde en frø, ville jeg vædde med Dem.’«

»Så sagde Smiley: ’Det er helt i orden — helt i orden. Hvis du vil holde min kasse et øjeblik, går jeg hen og henter en frø til dig.’ Og så tog fyren kassen, lagde sine fyrre dollars sammen med Smileys og satte sig til at vente.«

»Så sad han dér længe og tænkte og tænkte ved sig selv, og så tog han frøen ud, tvang dens mund op og tog en teske og fyldte den med hagl — fyldte den næsten helt op til hagen — og satte den på gulvet. Smiley gik ud i sumpen og sjaskede rundt i mudderet længe, og til sidst fangede han en frø, tog den med ind og gav den til fyren og sagde:

»’Nå, hvis du er parat, så sæt den ved siden af Dan’l, med forpoterne lige ud for Dan’ls, så giver jeg signalet.’ Så sagde han: ’En-to-tre — af sted!’ og han og fyren puffede frøerne bagi, og den nye frø sprang livligt af sted, men Dan’l gav et ryk og løftede skuldrene — sådan dér — som en franskmand, men det hjalp ikke; den kunne ikke rokke sig. Den stod plantet så solidt som en kirke, og den kunne ikke bevæge sig mere, end hvis den var forankret derude. Smiley blev meget overrasket, og han var også skuffet, men naturligvis havde han ingen anelse om, hvad der var i vejen.«

»Fyren tog pengene og gik sin vej; og da han var på vej ud ad døren, kastede han tommelfingeren over skulderen — sådan dér — mod Dan’l og sagde igen, meget langsomt: ’Jo,’ sagde han, ’jeg kan ikke se nogen egenskab ved den frø, der er bedre end ved enhver anden frø.’«

»Smiley stod længe og kløede sig i hovedet, mens han så ned på Dan’l, og til sidst sagde han: ’Jeg spekulerer sandelig på, hvad pokker den frø har smidt af sig — mon der er noget i vejen med den? Den ser nu temmelig oppustet ud på en eller anden måde.’ Og han greb Dan’l i nakkeskindet, løftede den og sagde: ’For pokker da, hvis den ikke vejer fem pund!’ Så vendte han den på hovedet, og den bøvsede en dobbelt håndfuld hagl ud. Så forstod han, hvordan det hang sammen, og han blev det vredeste menneske — han satte frøen ned og løb efter fyren, men han indhentede ham aldrig. Og —«

(Her hørte Simon Wheeler sit navn blive råbt fra forhaven og rejste sig for at se, hvad der var i vejen.) Da han gik, vendte han sig mod mig og sagde: »Bliv bare siddende, fremmede, og tag det roligt — jeg er tilbage om et øjeblik.«

Men om forladelse; jeg mente ikke, at en fortsættelse af historien om den foretagsomme vagabond Jim Smiley ville kunne give mig mange oplysninger om pastor Leonidas W. Smiley, så jeg gik min vej.

I døren mødte jeg den selskabelige Wheeler på vej tilbage, og han tog mig i knaphullet og begyndte igen:

»Jo, den dér Smiley havde en gul, enøjet ko, der ikke havde nogen hale, kun en lille stump som en banan, og —«

Men da jeg hverken havde tid eller lyst, ventede jeg ikke på at høre om den stakkels ko, men tog afsked.