Ethan Frome: handling og resumé

Historien i 8 dele

1. Hovedpointe 1

   En fremmed samler historien om en knækket mand

   Bogen åbner med en navnløs fortæller, en ingeniør, der skal arbejde på et kraftværksbyggeri nær Corbury Junction. En tømrerstrejke holder ham i Starkfield det meste af vinteren. Han lærer gradvis Ethan Fromes historie at kende, men alle fortæller den forskelligt.

   Først taler han med Harmon Gow, en tidligere postkusk, som kender alle familierne på sin rute. Ethan har set sådan ud siden en ulykke for 24 år siden, siger Harmon. Frome-familien er sejlivet nok til at blive 100. Da fortælleren siger, at Ethan allerede ser død ud, svarer Harmon, at han har tilbragt for mange vintre i Starkfield. De ord bliver kernen i fortællerens forestillinger.

   Hans værtinde, fru Ned Hale, kender alle naboernes sorger, men tier om familien Frome.

   Sygdom i landsbyens hestestald efterlader ham uden kørsel til toget. Ethan har brug for 1 dollar og kører ham derfor i slæde hver dag i 1 uge. Han taler næsten ikke, men fortæller, at mindet om Florida nu er sneet til. Han afleverer en glemt naturvidenskabelig bog med en bemærkning om, hvor lidt han ved.

   En voldsom storm tvinger dem ud på den 10 engelske mil lange vej til stationen, forbi Ethans tavse savværk og nøgne gård. Huset mangler sin lange sidefløj, kaldet L'et. På hjemvejen blænder sneen dem, og Ethan tilbyder overnatning. Da de træder ind i køkkenet, tier en klagende stemme.

   En historie, som alle fortæller forskelligt, kan kun forstås, hvis man lytter efter det, hver enkelt udelader.

2. Hovedpointe 2

   Ethan ser Mattie danse og følger hende hjem

   Selve historien begynder en isnende aften. Den yngre Ethan går gennem den tomme gade hen til et bal i kirkekælderen. Han bliver udenfor og ser ind ad et vindue. Han skal følge sin kones kusine, Mattie Silver, hjem, men er for genert til at vise sig.

   Denis Eady kalder de dansende sammen til en virginiadans. Med et kirsebærrødt tørklæde om hovedet hvirvler Mattie af sted i købmandssønnens arme. Ethan brænder af jalousi og forstår ikke, at hun lader Denis komme nær.

   Mattie kom fra Stamford for 1 år siden. Hendes far døde i vanære og efterlod gæld, der tog livet af hendes mor. Nu hjælper hun Zeena i huset uden løn. Ethan, der engang læste 1 år på en teknisk højskole i Worcester, viser hende Orion og Plejaderne og fortæller om istiden ved en granitklippe. For første gang lytter nogen til hans glæde ved skønhed.

   Zeenas små bemærkninger varsler problemer. Hun antyder, at Mattie vil gifte sig med Denis, og at lægen kræver, at hun altid har nogen hos sig. Hun siger også, at Ethan kommer sent hver morgen, siden han begyndte at barbere sig. Det skræmmer ham mere end antydningerne om Denis.

   Mattie afslår Denis' tilbud om en slædetur. Ethan indhenter hende under Varnum-familiens mørke graner. De går arm i arm forbi kælkebakken og dens farlige, store elm. Ved lågen hælder familiens gravsten i sneen og trøster ham for en gangs skyld. Nøglen ligger ikke på sin sædvanlige plads. Zeena åbner døren med en lampe i hånden og håret sat op med krøllenåle.

   Kærligheden begynder her som fælles undren, allerede overskygget af kvinden, der venter ved døren.

3. Hovedpointe 3

   Zeena rejser, og de låner en aften

   Næste middag viser Zeena sig i sin bedste brune kjole og en stiv kyse. Hun tager til Bettsbridge for at få en ny læge til at undersøge sine jagende smerter og overnatter hos en tante. Ethan er lettet. For første gang skal han være alene med Mattie.

   Nu fortælles det, hvordan han blev gift. Efter farens ulykke og langvarige sygdom og siden morens sygdom blev gården tavs. Moren sad og lyttede til ingenting. Ethan frygtede at ende ligesom hende. Hans kusine Zeena kom for at pleje hende og fyldte huset med snak. Efter begravelsen bad han Zeena blive, fordi han ikke kunne bære, at hun rejste. Inden 1 år var hun blevet den sygelige kvinde, hun stadig er, og hendes snak var blevet til klager.

   Dagen byder på ydmygelser. Ethan har løjet for Zeena om kontant betaling for et læs tømmer. Han beder bygmesteren Andrew Hale om 50 dollars, men Hale mangler selv penge og afslår venligt. Ethan får øje på Denis Eadys slæde på vejen hen mod gården og bliver straks mistænksom. Hjemme finder han dog kun Mattie med et højrødt bånd i håret og aftensmaden klar.

   Endelig kommer den aften, han har drømt om. De ler ad katten, som slår Zeenas elskede røde glasfad til syltede agurker på gulvet. Ethan samler skårene på hylden, så fadet ser helt ud. Så sidder de ved lampen med pibe og sytøj som et gammelt ægtepar. Han lægger hånden på stoffet, hun sømmer, og kysser det.

   Historiens lykkeligste timer er små, lånte og skrøbelige, og netop derfor er de så dyrebare.

4. Hovedpointe 4

   Zeena vender hjem med en ny tjenestepige

   Næste dag går alt galt. Slud gør vejene spejlglatte, en hest får en flænge i knæet, og Ethan må lede efter lim både hos Eady og enkefru Homan. Da han når hjem med flasken i lommen, er Zeena kommet. Mattie hvisker det, og de står blege som skyldige.

   Karlen Jotham Powell afslår gratis aftensmad. Det virker ildevarslende på Ethan. Ovenpå sidder Zeena i mørket, stadig i rejsetøjet. Hun har komplikationer, meddeler hun. Det ord bruger naboerne kun om alvorlige tilfælde. Den nye læge siger, at mere husarbejde vil slå hende ihjel. Derfor har hun ansat en tjenestepige.

   Ethan siger bestyrtet, at han ikke har råd. Zeena minder ham om løgnen om betalingen og afslører sin plan: De sparer Matties kost, når tjenestepigen kommer. Mattie skal væk, og den nye pige kommer i morgen. Ethan protesterer. Mattie er hendes slægtning og har ingen steder at gå hen. Zeena svarer, at hun ved, hvad folk siger om, hvor længe hun har beholdt hende.

   Hans had til Zeena skræmmer ham. I køkkenet fortæller han Mattie nyheden og kysser hende. Begge ved, at Zeena aldrig skifter mening. Hun kommer ned og spiser med god appetit, som om intet er hændt.

   Så kommer hun ind med det knuste glasfad. Hun tror ikke, katten har lagt skårene pænt på hylden. Mattie indrømmer, at hun tog fadet frem for at pynte bordet. Zeena kalder hende et dårligt menneske ligesom hendes far og bærer skårene væk som et lig.

   Zeenas våben er ikke raseri, men tålmodig, stille sikkerhed.

5. Hovedpointe 5

   Ethan søger forgæves en udvej

   Om natten går Ethan ind i sit kolde arbejdsværelse bag dagligstuen, hvor han har sine bøger og et stik af Lincoln. Mattie har efterladt en lap fra et frøkatalog med ordene: Du skal ikke bekymre dig, Ethan.

   Han tænker febrilsk på flugt. Han kender en mand, der forlod sin kone og klarede sig godt vestpå med en anden. Konen fandt også et levebrød. Ethan begynder på et brev til Zeena: Han rejser vestpå, og hun må beholde gården. Men den er belånt, hun kan ikke drive den alene, og han har ikke råd til 2 togbilletter. Kendsgerningerne lukker sig om ham som fangevogtere. Han falder i søvn på sofaen. Det var i aften, de skulle have været ude at kælke.

   Næste morgen begynder Matties sidste dag på gården. Jotham siger, at naboen Daniel Byrne kører kisten til Flats, og at Mattie tager toget til Stamford klokken 6. Ethan går mod landsbyen med en desperat plan om igen at låne af Andrew Hale med henvisning til Zeenas sygdom. Undervejs møder han fru Hale, som varmt siger, at han har haft det frygtelig svært. Hendes venlighed gør ham skamfuld. Han ville bedrage mennesker, der har ondt af ham. Han vender om.

   Under Zeenas tavse blik bærer han Matties kiste ned. Han insisterer på selv at køre hende til stationen og tager omvejen forbi Shadow Pond. Her sad de til en udflugt, og her fandt han engang hendes medaljon i mosset. Bagefter spørger han til hendes planer. Hun vil prøve at få arbejde i en butik.

   Nu hvor kærligheden er sagt højt, føles vejen til stationen kortere end nogen vej, Ethan har kørt.

6. Hovedpointe 6

   Pligt og fattigdom holder Ethan fast

   Bogens første store tema er pligtens greb. Ethan blev på gården, fordi nogen måtte gøre det. Først for farens skyld, så morens og siden Zeenas. Hans studier ophørte, håbet om at blive ingeniør svandt, og planen om at sælge gården og flytte til byen døde. Ingen ville købe, og Zeena kunne ikke rykkes op med rode.

   Alle hans valg måles mod hans forpligtelser. Forlader han hende, efterlader han hende uden midler.

   Pengene strammer grebet. Han lyver om kontant betaling for at slippe for at køre Zeena til stationen. De 50 dollars fra Hale skulle gøre det muligt at rejse med Mattie. Fattigdom er hos Wharton ikke bare sult, men mangel på råderum.

   Historien viser også, hvordan ordentlige mennesker kan såre hinanden uden grusomhed. Zeena er ikke bare en skurk. Hun frygter for sin plads, tror på sin sygdom og aner, hvad der foregår i huset. Mattie er lige så fanget som Ethan: forældreløs og pengeløs må hun gå, hvor hun bliver sendt hen. Selv de venlige Hale holder Ethan fast, fordi de kun tilbyder medlidenhed.

   Ingen i Starkfield er et uhyre. Netop derfor kan ingen bryde mønsteret. Alle følger pligten og vanen, og de små forpligtelser bliver tilsammen et bur.

   Historiens grusomste fælder består af almindelig pligt, ikke ondskab.

7. Hovedpointe 7

   Kulde og tavshed former alle følelser

   Det andet tema er, hvordan vinter og isolation former Starkfields mennesker. Den klare himmel burde vække følelserne, siger fortælleren, men landsbyens puls bliver kun langsommere. Han ser de 6 måneder med sne som en belejring, der efterlader landsbyen som en udsultet garnison. Harmon Gows ord om for mange vintre beskriver et helt samfunds liv.

   Tavsheden er kuldens menneskelige udtryk. Ethans mor holder op med at tale og siger, at hun lytter. Efter 1 års ægteskab tier Zeena og taler kun for at klage. Ethan er alvorlig af natur og mangler ord for sine følelser. Selv i de ømme scener med Mattie kan han ikke udtrykke deres dybde. Han kysser et stykke stof, fordi han ikke kan røre hendes hånd.

   Men ordene får også deres øjeblikke. Da Mattie siger, at landskabet ligner et maleri, føler Ethan, at hans skjulte sjæl endelig har fået ord. Aftenen ved ovnen består af dagligdags snak om sne, kirkefester og naboer. Det føles rigere end en kærlighedserklæring. Varme findes her i små doser selskab.

   Gravstedet på højen ved lågen bærer samme tanke. Familiens sten synes at sige, at ingen nogensinde slap væk. En gammel sten bærer Ethans eget navn og mindes et par, der levede fredeligt sammen i 50 år. Han spørger bittert sig selv, om hans sten vil sige det samme.

   Hos Wharton er en mand, der ikke kan udtrykke sit rige indre liv, lige så fanget som en bag en mur.

   I Starkfield er den værste vinter den, hvor følelserne ikke kan siges højt.

8. Hovedpointe 8

   En fortælling med ramme, genstande og ekkoer

   Whartons fortæller er en udenforstående ingeniør, vant til at samle beviser som en videnskabsmand. Han får historien stykkevis og siger, at han har udfyldt hullerne med slutninger. Derfor kommer hovedkapitlerne så tæt på. Han forestiller sig dem og kan dermed træde ind i Ethans tanker og beskrive lyset på Matties læber.

   Rammen skaber også spænding. Vi møder først den knækkede Ethan og ved, at vinteren fører til ulykken. Hvert lykkeligt øjeblik læses med den viden. Indledningen slutter ved køkkendøren, hvor en stemme afbryder sin klage. Først på de sidste sider åbnes døren igen.

   Genstandene bærer følelserne. Husets L-formede tilbygning forbinder bolig, skur og lade og står for gårdens varme og næring. Ethan har måttet rive sin ned. Det røde glasfad, der aldrig bruges, men gemmes til fint brug, står for det, Zeena værdsætter, og Mattie aldrig kan få. Katten og gyngestolen deler køkkenet mellem sig. Da Mattie sætter sig i Zeenas stol, giver det et sæt i Ethan.

   Scenerne spejler hinanden. Zeena står i døren med en lampe. Næste aften står Mattie præcis sådan. Aftensmaden står klar begge aftener, og Mattie gentager, at det er spisetid, men ordene får en helt anden vægt. Kælkebakken og elmen nævnes tidligt og ofte, så vi allerede kender stedet, da det bliver afgørende.

   Læg mærke til, hvordan hvert gentaget billede skifter betydning anden gang.

   Bogens knaphed består i at lade en håndfuld billeder gøre arbejdet for en lang roman.